11, 31, 41 og 69 år: Alle ofre for terroren i Stockholm er nu kendt

En 69-årig svensk kvinde, Lena Wahlberg, er navngivet som det tredje ud af fire dødsofre i terrorangrebet i Stockholm.

Foto: JONATHAN NACKSTRAND. Mindehøjtidelighed i Stockholm efter terrorangrebet i Stockholm fredag, som kostede fire mennesker livet.
Læs mere
Fold sammen

Efter ønske fra familien er navn og billede på det tredje ud af fire dødsofre ved terrorangrebet i Stockholm nu frigivet.

Lena Wahlberg, en 69-årig kvinde fra Uddevalla-området, omkom fredag, da en 39-årig udvist indvandrer fra Uzbekistan i høj fart kørte en stjålet lastbil ned ad gågaden Drottninggatan i det centrale Stockholm. Kvinden var i Stockholm på besøg og arbejdede ifølge svensk radio for menneskerettighedsorganisationen Amnesty.

Det skriver avisen Bohosläningen. Familien ønsker ikke at give flere kommentarer.

Ved terrorangrebet omkom fire personer. En 11-årig svensk skolepige, den 41-årige brite, Chris Bevington, samt en belgisk kvinde på 31 år, Maïlys Dereymaeker, skriver Aftonbladet. Den belgiske kvinde var mor og arbejdede ifølge Aftonbladets oplysninger som psykolog, bl.a. med asylansøgere. Hun var i Stockholm for at mødes med venner i weekenden.

Den 11-årige skolepige har været navngivet med foto på diverse hjemmesider, og familien har bekræftet, at hun døde ved terrorangrebet.

De svenske medier har dog tilsyneladende valgt ikke at offentliggøre navnet, og Berlingske bringer det derfor heller ikke.

Foto: HANDOUT. En af ofrene for fredagens terrorangreb i Stockholm var Chris Bevington. Bevington arbejdede som administrerende direktør hos Spotify inden ulykken. Fold sammen
Læs mere

Desuden blev 15 personer såret ved angrebet. Otte af dem er ifølge Aftonbladet stadig indlagt, heraf to på intensiv afdeling.

Den mistænkte for fredagens lastbilangreb i Stockholm, usbekeren Rakhmat Akilov, erkendte ved et grundlovsforhør i dag tirsdag, at han var manden bag terrorhandlingen. Han er nu varetægtsfængslet, skriver bureauet TT.

Foto: TT NEWS AGENCY. Den 39-årige usbeker Rakhmat Akilov, erkendte sig gennem sin forsvarer skyldig i angrebet i Stockholm. Fold sammen
Læs mere