100-årig bilist taget for farlig kørsel

En 100-årig japaner er igen blevet taget for at køre hasarderet uden kørekort.

Billedet her er ikke af den 100-årige japanske bilist, men derimod en yngre en af slagsen på kun 85. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lars Gejl/Scanpix

En 100 år gammel japaner er endnu engang blevet taget for at køre uden kørekort og desuden overtræde færdselsloven på andre punkter.

Senest blev den aldrende bilist arresteret efter en politibetjent havde set ham ramme 7-årig piges paraply - heldigvis skete der ikke pigen noget ved påkørslen.

Manden har udtalt til sit forsvar, at han kører bil for at holde seniliteten på afstand:

- Jeg undgår at blive senil, når jeg kører i bil - det holder mig på tæerne, siger den 100-årige bilist til Reuters.

Det er anden gang, at manden er blevet taget for at køre uden kørekort, siden det blev taget fra ham efter et ’hit and run’ i august.

Politiet har nu bedt mandens familie om at skaffe sig af med bilen, så der kan blive sat en stopper for hans farlige kørsel. Men det lader nu til, at han selv har indset, at han måske ikke længere er så egnet bag et rat:

- Jeg vil aldrig nogensinde køre uden et kørekort igen, skulle han have udtalt til det lokale politi.

I 2009 vil bilister i Japan over 75 år blive testet for senilitet, når de skal have fornyet deres kørekort.