10.08.07 | Alle præsidentens skandaler

Det var en sand kongerække af skandaler, som sænkede præsident Bush og hans parti, og skandalerne - ikke enkeltsagerne, men summen af dem - vil hænge som en hørm efter de republikanske kandidater.

Bush og hans parti er i krise. Foto: AFP/Karen Bleier Fold sammen
Læs mere

SANTA FE: Lad os lægge øre til en sand ekspert i politisk strategi. Lad os lytte til Karl Rove. Han er den mest legendariske spindoktor i amerikansk historie - manden, som har ført præsident Bush fra sejr til sejr til endnu en sejr. Så hvad mener han om den nuværende modgang for præsidenten og det republikanske parti?

Hvorfor ligger præsidentens opinionstal og roder omkring de 30 procent? Og hvorfor står paratiet til at tabe valget i 2008?

Karl Rove talte for nyligt ved et tophemmeligt forum for republikanske kandidater og strateger, og her sagde han, at den nuværende modgang ikke skyldes hverken krigen i Irak eller for den sags skyld præsidenten, skriver den velunderrettede konservative kommentator Robert Novak. Republikanerne led et læsterligt nederlag ved midtvejsvalget i 2006 på grund af skandalerne i Washington, sagde Rove, og hvis partiet skal vinde i 2008, må partiets kandidater distancere sig fra Washington og alle skandalerne.

Normalt gør politikere og strateger klogt i at lægge ører til Karl Rove. Men her har han kun delvist ret, skriver den konservative historiker og forfatter Ross Dohut i magasinet Atlantic Monthly. Det var uden tvivl skandalerne som ved midtvejsvalget i 2006 sænkede republikanerne, men man kan ikke skille skandalerne fra Bush og Irak, mener Dohut. Det hele hænger sammen - præsidenten, partiet, krigen, pamperiet, korruptionen - det det vil hænge som en hørm efter de republikanske kandidater i 2008. Ganske enkelt fordi vælgerne i alle sagerne ser en sammenhæng, et mønster, siger Dohut.

Eller sagt med andre ord: Skandalerne rummer en kumulativ effekt, og selv om hver enkelt sag - selv om hver enkelt undersøgelse - ikke i sig selv vælter en kandidat eller vælter Karl Roves store strategi om flere generationer med republikansk flertal, så gør sagerne tilsammen. Den politiske effekt er større end summen af de enkelte sager. Det fremgår også af denne sammenstilling af de største sager og præsidentens opinionstal. I oversigten er medtaget de sager, som involverer en form for myndighed eller uregelmæssighed - ikke politiske sager.

Her bringer vi listen i kronologisk orden, bestemt efter det tidspunkt, hvor sagen eller skandalen blev en belastning for præsidenten og partiet.

1. Abu Ghraib maj 2004

I april og maj 2004 afslørede TV-netværket CBS og magasinet New Yorker, hvordan amerikanske militærpolitisoldater i fængslet Abu Ghraib havde torteret irakiske fanger, og de fremlagde billeder af torturen.

Soldaterne havde voldtaget fangerne, heriblandt mindreårige drenge, de havde forvoldt smerte på deres kønsdele, de havde stakket fangerne nøgne i en pyramide, de havde bildt fanger ind, at de ville elektrisere dem til døde, de havde tvunget dem ned på alle fire og redet rundt på ryggen af fangerne, de havde urineret på dem og taget billeder af det hele. Uheldigvis for dem.

17 soldater, mestendels menige og korporaler, blev straffet, men kritikere hævder, at torturen var et direkte udslag af forsvarsminister Rumsfeld og vicepræsident Cheneys ordre om at få flere efterretninger ud af fangerne og med mere kreative midler.

2. I krig på forkerte efterretninger september 2004

Det er en alvorlig sag for enhver præsident at beordre sine soldater i krig, og det er især alvorligt, når det drejer sig om en krig, der er, hvad amerikanerne kalder »en valgt krig«. Præsident Bush nævnte flere grunde til at angribe Irak, men truslen fra irakiske masseødelæggelsesvåben var den fremmeste.

Efterretningerne var imidlertid forkerte, og kritikere har siden hævdet, at de var fabrikerede til lejligheden, og de hæfter sig ved den rolle som viceforsvarsminister Douglas Feith og hans særlige »kontor for politisk planlægning« spillede, og at vicepræsident Dick Cheney ved flere lejligheder mødte op hos CIA for at sortere i efterretningerne.

5. februar 2003 fremlagde udenrigsminister Colin Powell i FN de pågældende efterretninger, og han hævdede at have beviser for masseødelæggelsesvåben og for en irakisk forbindelse til al-Qaeda.

30. september 2004 efter invasionen konkluderede den amerikanske våbenmyndighed ISG, at Saddam ikke havde haft masseødelæggelsesvåben siden 1991. Samtidig sagde CIA, at der ikke havde været en forbindelse mellem Saddam og al-Qaeda, og Senatets efterretningsudvalg nåede til samme konklusion.

14. december 2005 erkendte præsident Bush, at »mange af vores efterretninger viste sig at være forkerte«. 9. februar 2007 sagde det amerikanske svar på Rigsrevisionen, at Douglas Feith og hans politiske efterretninger var »upassende«.

3. Bernard Kerik december 2004

Umiddelbart virkede det som en god idé at gøre den mand, som var politichef i New York under og efter 11. september 2001, til USAs anti-terrorminister. Så i december 2004 nominerede præsident Bush ham til posten.

Men nomineringen blev et skud i foden. Først kom det frem, at Bernard Kerik havde haft en ulovlig immigrant ansat som hushjælp. Så kom det frem, at den gifte Kerik havde brugt en af politiets lejligheder til sine talrige affærer, han blev mistænkt for flere beskidte aktiehandler og for skattesvindel, han havde angiveligt forbindelse til et mafia-firma, som havde betalt for hans bryllup, han forsøgte at holde sit første mislykkede ægteskab og en personlig fallit hemmelig, og han var under efterforskning for at have telefonaflyttet politiske modstandere.

Kerik blev ikke minister og er i stedet i dag under kriminel efterforskning.

4. Orkanen Katrina var også en politisk orkan september 2005

Orkanen Katrina var en katastrofe og en politisk katastrofe for Bush-regeringen.

Det var ikke en hemmelighed, at en orkan af historiske dimensioner var på vej. Tre dage før den gik i land fredag 26. august 2005 erklærede guvernøren i Louisiana sin stat i nødtilstand, 27. august bad hun forbundsmyndighederne om at sende alt, hvad de havde for at hjælpe, søndag 28. august skrev lokalaviserne i New Orleans, at digerne ikke kunne holde, og samme dag ringede chefen for det nationale orkancenter til præsident Bush og sagde, at Katrina var »the big one«.

Orkancentret udsendte også 28. august en erklæring om, at »området kan blive ubeboeligt for uger, måske længere«. Mandag 29. august gik orkanen i land, og digerne brød sammen. Præsident Bush fortsatte uanfægtet sit program og sin ferie, og først onsdag 31. august begyndte han at tage oversvømmelserne alvorligt.

1. september sagde han, at »ingen forventede, at digerne ville bryde sammen«. 2. september rejste han til katastrofeområdet og sagde, at nødchefen Michael Brown, en politisk udnævnt tidligere hestedommer, gjorde »et fantastisk arbejde«. 1.885 døde i New Orleans og de øvrige områder

5. Harriet Miers i Højesteret? oktober 2005

Harriet Miers var ikke kendt som en af de skarpeste juridiske hjerner. Hun var først og fremmest kendt for sin usvigelige loyalitet over for præsident Bush, først som hans personlige advokat i Texas, senere som hans advokat i Det Hvide Hus.

Men ikke desto mindre nominerede Bush hende 3. oktober 2005 til det højeste juridiske embede i USA jobbet som højesteretsdommer. Det kom oven på en række andre skandaler om nepotisme, og Miers var toppen på kransekagen.

Selv Bushs nærmeste allierede kritiserede ham for at foreslå en kandidat, som aldrig havde tjent som dommer, som havde nærmest et mand-og-kone forhold til Bush, og som manglede som en konservativ kritiker udtrykte det »intellektuel habitus«.

27. oktober 2005 trak Bush sit forslag tilbage, og i januar i år forlod hun også Det Hvide Hus efter fyringen af otte forbundsanklagerne, en sag, som hun også havde været vandbærer i.

6. Med på en lytter december 2005

For nogle var det blot et eksempel på rettidig omhu, men for andre også mere libertarianske republikanere var det en skandale.

En amerikansk regering skal have en kendelse fra et særligt panel af dommere, hvis den vil foretage indenrigsaflytninger. Det er ikke vanskeligt, dommerne siger normalt aldrig nej, men i oktober 2001 gav præsident Bush ordre til at foretage aflytninger uden kendelse.

I 2004 sagde både lovkontoret i justitsministeriet og en forbundsdommer, at aflytningerne forbrød sig mod forfatningen og den særlige efterretningslov, men Bush fortsatte.

Først da New York Times i december 2005 afslørede aflytningen af op mod 7.000 amerikanere, skete der noget, og i januar 2007 fik dommerne igen overopsyn med aflytningerne.

7. Hammeren falder over Hammeren januar 2006

Han blev kaldt »Hammeren«. Tom DeLay var den republikanske gruppeformand i Repræsentanternes Hus, og hans metoder v-a-r hårdhændede. I 2004 fik han en næse, fordi han forsøgte at tvinge kongresmedlem Nick Smith til stemme for en lov ved at tilbyde hans politiker-søn 100.000 kampagnedollar.

I 2005 begyndte nettet at strammes om ham i den såkaldte Abramoff-skandale. Hans to nærmeste medarbejdere blev tiltalt for korruption og senere dømt, og i september og oktober 2005 faldt hammeren over Hammeren.

En storjury i Texas tiltalte ham for valgsvindel og hvidvaskning af penge, 19. oktober blev han anholdt i nogle få timer, og 7. januar 2006 blev han væltet som gruppeformand. 9. juni 2006 trådte han tilbage fra Kongressen, og hans navn var så tilsmudset, at Demokraterne ved midtvejsvalget samme år vandt hans hidtil så sikre valgdistrikt.

8. Abramoff: Den republikanske kontant-automat januar 2006

Jack Abramoff er den amerikanske edderkoppe-sag, bare meget større og med mange flere penge involveret, men lige så symptomatisk for tiden.

Abramoff var en republikansk apparatchik, bedste venner med nogle af partiets topledere og strateger, og da præsident Bush fik magten i januar 2001, gik hans lobbyvirksomhed op i den høje remskive. I de første 10 måneder af 2001 havde han 200 lobbykontakter med den ny regering, og i løbet af tre år havde han 485 kontakter med Det Hvide Hus, heriblandt ti møder med Bushs top-rådgiver, Karl Rove.

Han fløj toprepublikanere på golfbesøg på Sct. Andrews og på dameture til stillehavsøerne. En af hans klienter indianerstammer, som kæmpede for deres kasinoenemærker betalte ham 80 mio. dollar over tre år, og han rekrutterede viceindenrigsministeren til at hjælpe dem.

Blandt andre følgende republikanere tog imod bestikkelse fra Abramoff eller er mistænkt for det: Kongresmedlem Bob Ney, kongresmedlem John Doolittle, gruppeformand Tom DeLay, Bushs logistikchef i Det Hvide Hus, David Safavian, to af føromtalte DeLays nærmeste medarbejdere, Michael Scanlon og Tony Rudy, to af partiets topstrateger, Grover Norquist og Ralph Reed, og senator Conrad Burns.

I januar 2006 erkendte Abramoff sig skyldig i bestikkelse. Han blev idømt små seks års fængsel og samarbejder nu med FBI.

9. Den politiske rådgiver med de lange fingre februar 2006

Det kom som et mindre politisk chok, da Claude Allen 9. februar 2006 sagde sit job op.

Han var tidligere blevet nomineret som forbundsdommer, men han blev fundet f-o-r konservativ, og i stedet udnævnte præsident Bush ham til særlig indenrigspolitisk rådgiver. Hans speciale var højrereligiøse anliggender, og han var en af de højestplacerede sorte i Det Hvide Hus. Og så sagde han pluselig op.

Forklaringen kom kort efter. Claude Allen havde udviklet et speciale i butikstyveri, og han havde stjålet varer for 5.000 dollar i en række indkøbscentre.

10. Med Duke i bad marts 2006

Duke Cunningham var den mest berømte jagerpilot under Vietnam-krigen, og han blev senere det mest korrupte kongresmedlem, ifølge bogen »Feasting on the Spoils«. Han var en konservativ republikaner, der betragtede Bill Clinton som en inkarneret socialist.

Under præsident Bush udviklede han en retur-industri med en virksomhed, der leverede til Pentagon han sikrede dem ordrer til 150 mio. dollar, og til gengæld fik han 2,4 mio. dollar og bl.a. en Rolls Royce Silver Shadow, persiske tæpper, sølvlysestager og en lystyacht, som lå forankret i Potomac-floden ved Washington. Han holdt animerede fester med elskerinder og strippere på båden, og aftenen sluttede af med, at han hoppede nøgen i sit spa-bad med beskidt flodvand. I marts 2006 fik han otte og et halvt års fængsel.

11. Er han ikke en sikkerheds-risiko? maj 2006

I 2004 udnævnte præsident Bush et republikansk kongresmedlem, Porter Goss, til ny chef for CIA. Goss gjorde Dusty Foggo til daglig leder af efterretningstjenesten.

Det var et syvmeter-karrierespring for Foggo, han kom fra en stilling som logistikchef i Tyskland, og han viste sig da også uegnet til ansvaret.

Han brugte sit CIA-skilt til at komme foran i køen på stripklubber, han udførte i fuld offentlighed oral sex på prostituerede, og han sørgede ifølge et anklageskrift for at styre en ordre på 132 mio. dollar til en gammel skolekammerat, som til gengæld opkaldte sin søn efter Dusty Foggo, gjorde ham til livsarving, købte ham en ejerlejlighed i San Diego og gav ham fuld råderet over sin privatjet.

Han blev fyret i maj 2006, og i maj 2007 blev han tiltalt for 30 tilfælde af svindel og korruption.

12. Mark Foley september 2006

Mark Foley var medlem af den republikanske ledelse i Kongressen, og han var formand for en række udvalg, som skulle sikre børn og unge mod seksuel udnyttelse.

Desto mere opsigtsvækkende var det, da ABC News i september 2006 kunne afsløre, at samme 52-årige Foley havde gjort grove tilnærmelser til 16-årige mandlige praktikanter i Kongressen. En stribe af seksuelt meget udtryksfulde e-mails blev offentliggjort »jeg er nøgen nu gør det dig hot«, skrev han til en praktikant og Foley gik i dækning på et alkoholrehabiliteringscenter.

I de følgende uger kom det frem, hvordan den republikanske topledelse i Kongressen, helt op til formanden, havde haft kendskab til »problemet Foley« uden at gribe ind. Formanden, Dennis Hastert, trak sig efter valgnederlaget i november 2006.

13. Forbundsanklagere får fyresedlen december 2006

7. december 2006 fik otte forbundsanklagere en telefonopringning. Beskedden var klar: De var fyret. Ikke fordi de havde gjort noget forkert de havde alle kort forinden fået endog meget positive evalueringer. Årsagen var angiveligt, at de ikke havde fulgt den politiske parole.

En af dem havde fået dømt det republikanske kongresmedlem Duke Cunningham; en anden var i gang med at efterforske det republikanske kongresmedlem Rick Renzi; en tredje havde nægtet at haste en tiltale igennem mod en demokratisk politiker, en fjerde havde ikke som lokale republikanere havde ønsket tiltalt demokrater for valgsvindel, og en femte skulle ud af den simple grund, at en af spindoktor Karl Roves mænd skulle have et godt ben.

Fyringerne har udviklet sig til en politisk skandale og truer justitsminister Alberto Gonzales på jobbet, fordi han og Det Hvide Hus ifølge kritikerne har misbrugt justitsministeriets magt, og fordi Gonzales i sine forklaringer til Kongressen har lænet sig faretruende op af mened og undvigelse. I sin vidneafgivelse til Kongressen 19. april 2007 svarede Gonzales f.eks. »det kan jeg ikke huske« 71 gange.

Kongressen har krævet inderkredsen omkring præsident Bush vidne-indkaldt, men inderkredsen har nægtet at vidne.

14. En skæbne værre end krigen? februar 2007

Walter Reed er et af verdens største militærsygehuse, med 5.500 sygestuer og en exceptionel god behandling. Troede amerikanerne.

I februar 2007 kunne Washington Post afsløre, hvordan sårede soldater fra Irak og Afghanistan blev indlagt i en bygning, som emmede af fugt og råd, lækkende tag, patienter over alt på gange og i korridorer, et evigt rend af mus, rotter og kakelakker og et mareridt af bureaukrati, som fik små problemer til at blive meget store.

Skandalen kostede først en general jobbet, så hær-ministeren, så forsvarets sundhedschef, og i sidste måned også ministeren for krigsveteraner. Oppositionen talte om, at det var samme forsømmelighed som under orkanen Katrina, og præsident Bush fik skylden for under sine 18 tidligere besøg på Walter Reed ikke at have set noget, og han undskyldte. En uvildig undersøgelse er i gang.

15. »D.C. Madam« og senatoren i ble maj 2007

Jeane Palfrey var så vred over, at myndighederne efterforskede hende for at drive en prostitutionsring, at hun i maj 2007 offentliggjorde op mod 15.000 telefonnumre på sine klienter. Hun blev kaldt »The D.C. Madam«, og en række toprepublikanere var blandt kunderne.

Først blev Bush-regeringens chef for u-landshjælp, Randall Tobias, fældet og tvunget til at træde tilbage. Så blev en konservativ kommentator afsløret som gæst, og i sidste måned kom turen til den fremtrædende højrereligiøse senator David Vitter, som angiveligt under sine besøg havde en svaghed for at gå rundt med ble. Vitter har undskyldt og kaldt det »en meget alvorlig synd,« men syndsforladelse er ikke sådan i politik. I hans hjemstat Louisiana kæmper både partifæller og fjender for at vælte ham.

16. Paul Wolfowitz når ulven vogter får juni 2007

I januar 2005 udnævnte præsident Bush sin hidtidige viceforsvarsminister, Paul Wolfowitz, til ny chef for Verdensbanken. Udnævnelsen blev modtaget med en blanding af vrede og skepsis blandt medlemslandene, ikke mindst i Europa.

Wolfowitz var en førende neo-konservativ og en af hovedidemændene bag invasionen i Irak. I april 2005 afslørede Washington Post og Financial Times, at Wolfowitz som chef havde givet en klækkelig lønforhøjelse 60.000 dollar plus en ditto forfremmelse til sin kæreste, Shaha Riza.

Wolfowitz sagde, at belønningen var kompensation for, at hun skulle overflyttes til en anden stilling uden for banken og mod sin vilje, og at et etisk panel havde godkendt beslutningen. Det benægtede panelet, og Wolfowitz blev beskyldt for grov nepotisme. Han blev tvunget til at gå af med udgangen af juni 2007.

17. Scooter, en spion og Saddams uran juni 2007

5. juni 2007 fik vicepræsident Cheneys stabschef, Scooter Libby, 30 måneders fængsel, en bøde på 250.000 dollar og 400 timers samfundstjeneste for to tilfælde af mened. Dommen var en udløber af den såkaldte Plame-sag, som gik tilbage til en kronik skrevet af ambassadør Joe Wilson 6. juli 2003. Wilson hævdede, at det var forkert som hævdet af præsident Bush at Saddam havde forsøgt at købe uran i Niger. CIA havde sendt Wilson til Niger for at undersøge påstanden.

En række topfolk i Bush-regeringen, bl.a. Karl Rove, Scooter Libby og viceudenrigsminister Armitage, begyndte en modkampagne og afslørede over for journalister, at Wilsons kone arbejdede for CIA.

Det er forbudt at afsløre en agents dække, og en særlig undersøgelsesdommer blev sat på sagen. Under efterforskningen begik føromtalte Libby mened og blev dømt for det.

2. juli 2007 omgjorde Bush dommen og reddede sin tidligere nære medarbejder for at skulle i fængsel.

Kilder: Slate, Washington Post, New York Times, Wikipedia, ThinkProgress, Berlingske Tidende, Wall Street Journal