10 dræbt ved hundekamp i Afghanistan

To bomber dræber 10 mennesker ved en hundekamp i en afghansk landsby.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

10 personer blev dræbt, da to bomber søndag eksploderede i en folkemængde, som var samlet for at overvære hundekampe i byen Arghandab i det sydlige Afghanistan, oplyser myndighederne.

Angrebet skete den urohærgede provins Kandahar, hvor Taliban står stærkt.

Alt tyder på, at bomberne på forhånd var blevet gemt på stedet for at ramme de mange tilskuere til hundekampene, siger Shah Mohammad, distriktschef for Arghandab.

Den ene bombe blev bragt til sprængning midt blandt tilskuerne. Den anden bombe var placeret ved en politibil. To politifolk er blandt de dræbte.

Op mod en halv snes personer blev såret af bomberne. En AFP-journalist siger, at legemsdele lå spredt ud over stedet, og at flere gøende hunde stod lænket til elmaster i nærheden.

- Der lå døde mennesker og døde hunde spredt rundt omkring, fortæller journalisten.

En talsmand for Indenrigsministeriet beskylder "fjender af Afghanistan", for at stå bag terrorhandlingen.

Afghanske embedsmænd bruger ofte udtrykket "Fjender af Afghanistan" om Taliban.

I februar 2008 dræbte en selvmordsbomber flere end 100 mennesker ved en hundekamp i det sydlige Afghanistan.

/ritzau/AFP