»... og en stille sommeraften skød han sig en kugle for panden«

Hvorfor begår dygtige skoleelever i Palo Alto i Silicon Valley selvmord? Fordi unge i den slags nabolag er nødt til at være »overfantastiske« – og for perfektionisterne går det galt.

De har en velhavende baggrund, går i gode skoler og scorer langt over gennemsnittet i nationale test. Men skoleeleverne i Palo Alto i Silicon Valley ligger også højere end gennemsnittet, når det kommer til USAs selvmordsrater. Pres, stress og dødelig perfektionisme synes at være baggrunden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henriette Vabø

Historien begynder med en fordom: At den slags børn må være lykkelige.

De kommer fra velhavende familier, de går i gode skoler, de får gode karakterer og har gode venner, og hvis de bare sætter den ene fod foran den anden og bliver ved med at trække vejret – så ender de på en endnu grønnere gren. Deres liv ligner første klasse på et fly. Det er ikke bare en bedre klasse, det er et bedre liv, for at parafrasere et filmcitat.

»Den slags børn« bor bl.a. i Palo Alto i hjertet af Silicon Valley. Det er den næstrigeste by i USA efter indbyggertal og den næsthøjest uddannede, og Google, Facebook, Skype og PayPal er en kombination af begge faktorer. De begyndte alle her, og Stanford University ligger her også. Et hus koster i gennemsnit 2,52 mio. dollar – over 16 mio. kr. – og hvis du ikke allerede er millionær, så skynd dig at blive det. Sådan et sted er det.

Men det er også et sted, hvor unge gymnasieelever holder op med at sætte den ene fod foran den anden – hvorfor?

Lake Forest er et andet sådan sted, et halvt kontinent væk, men med den samme følelse af, at højre hånds tommelfinger gnider mod pegefingeren.

Ud foran toget

En mandag morgen – klokken 6.54 – kørte lokaltoget fra stationen i Lake Forest og »rumlede forbi byens udsøgte forretninger og kontorbygninger«, som magasinet Chicago skrev. Lidt mod syd holdt en gruppe gymnasieelever ved en jernbaneoverskæring. De ventede på toget, som de kunne se kort derfra. Pludselig så de også en »teenager, som gik i nærheden. Han smed sin rygsæk og dukkede under jernebanebommen og løb ind på sporene og stillede sig foran toget«, skrev Chicago. Toget ramte ham og kastede ham 25 meter gennem luften.

Ved en mindehøjtidelighed på det lokale gymnasium sagde hans engelsklærer: »Han var så begavet. Så akademisk begavet, så menneskeligt begavet,« skriver lokalmediet Patch, og ingen var i tvivl om, at han ville have drevet det uendelig vidt, hvis han havde givet sig selv en chance.

De fleste medier pegede på disharmonien mellem Lake Forest og klyngen af selvmord i byen, mellem det veltrimmede og velhavende nabolag og en desperat dreng, som løber under jernbanebommen. Som en professor siger til Chicago, at det er en forkert, men såre menneskelig reaktion: »Vi kan ikke lade være med at spørge os selv: Hvordan kan det ske her, når børnene tilsyneladende har alt?«

Perfekt er uperfekt

Paul Hewitt og Gordon Flett har en forklaring, og forklaringen er perfektion. Siden 1999 har de to psykologiprofessorer i artikel efter artikel påpeget den ondartede sammenhæng mellem selvmord og perfektion – og hvordan idealet om at skulle have det hele kan ende på et spor, der ender foran toget.

De to har måttet høre på indvendinger, f.eks. fra kolleger, der hævdede, at »perfektion kunne være en sund motivation for studerende«, og der er stadig en grov undervurdering af sammenhængen mellem selvmord og perfektion, som de konkluderede sidste år i en meta-undersøgelse i Review of General Psychology. På trods af at sag efter sag påviser sammenhængen, som bl.a. tre nylige eksempler viser:

I 2008 – efter seks selvmord og selvmordsforsøg blandt en bestemt gruppe teenagere i Belgien – opfordrede myndighederne til fokus på »perfektionistiske teenagere«.

I 2008 interviewede forskere 71 pårørende til selvmordsofre i USA, og 56 pct. af de efterladte beskrev spontant ofret som »perfektionist«.

I 2013 interviewede forskere i USA mødrene til 33 drenge, som begik selvmord, og 71,4 pct. af drengene led af, hvad eksperterne kalder »selvorienteret perfektionisme«.

Der er tale om klynger af »Richard Cory-selvmord«, skriver Hewitt og Flett – med et navn hentet fra et amerikansk digt, hvor hovedpersonen beskrives som rig, smuk, klog, charmerende og manerlig, i alt 14 verselinjer med dyder og fordele, indtil han i de sidste to linjer gør en ende på det hele.

For perfektionister kan ikke vinde, og det gælder især unge, der forsøger at leve op til idealet – og i et interview i Monitor on Psychology nævner Hewitt et eksempel med en patient, en deprimeret universitetsstuderende, som følte, at han skulle have et 12-tal. Han studerede hårdt og endte med at få et 12-tal, men nægtede sig selv anerkendelsen.

»Han sagde til mig, at 12-tallet var et udtryk for, at han var en fiasko. Hvis han virkelig havde været en super-elev, skulle han ikke have arbejdet så hårdt for det.«

Flov over 10-tal

Og dermed vender vi tilbage til Palo Alto, hjertet i Silicon Valley, og den nuværende klynge af selvmord. I det nuværende skoleår har fire nuværende eller lige dimmiterede elever på gymnasiet Gunn High i Palo Alto begået selvmord. Det er den anden klynge af selvmord på fem år. I 2010 slog fem elever fra Gunn High sig selv ihjel.

Det er en selvmordsrate, som er op mod 20 gange højere end USA-gennemsnittet, skriver magasinet San Francisco. Læg dertil, at 52 ud af 1.900 elever på gymnasiet mellem august og april i år har været indlagt til behandling for selvmordstanker. Det gør selvmord ekstra nærværende i Palo Alto, skriver magasinet. Hvis en teenager kommer for sent hjem, hvis han virker ked af det, hvis han smækker med døren og går hjemmefra – så er selvmord en øjeblikkelig frygt, og i medier, sociale medier og skolebladet på Gunn High går diskussionen: Hvorfor er vi for anden gang på fem år ramt af sådan et trauma?

Tre ord går igen i den diskussion – stress, pres og perfektion.

Skoledirektør Glenn McGee udtrykte det i sidste måned i et interview med New York Times, og som han sagde – »mange af forældrene i Palo Alto har betalt dyrt for at komme til at bo her« – både i dollar og cent og i nat- og dagarbejde, og de betragter deres børn og forventer »et afkast af deres investering«.

Børnene indprenter sig de forventninger, viser en interviewundersøgelse, som McGee foretog blandt 300 elever på Gunn High. Over halvdelen af eleverne sagde, at »de ville være virkeligt flove over« at skulle fortælle en kammerat, at de kun havde fået et 10-tal, og eleverne følte konstant, at de skulle skille sig ud fra feltet. Men det er vanskeligt, når feltet er så stærkt. En studerende på Gunn High scorer i gennemsnit 30 pct. højere i test end andre studerende andre steder, og derfor skal de lokale studerende ikke bare »være fantastiske, de skal være overfantastiske«, som en forælder siger til Times.

Børnene har skrevet kravene ind i deres DNA, og somme tider modarbejder de deres eget bedste. For at tage et eksempel: Gunn High flyttede mødetiden til 8.25, fordi senere mødetid giver børnene mere søvn, bedre koncentration og en lavere frekvens af depression, viser undersøgelser. Men en stor gruppe elever krævede at få en tidligere mødetid, så de kunne lære mere, og skolen har nu frivillige timer fra klokken 7.20.

Alt sammen fører det til en stemning, hvor forældre og lærere opererer med et dobbeltsprog – de forsøger at sige til eleverne, at karakterer ikke er alt, og at det ikke er livet om at gøre, hvilket universitet de kommer på bagefter. Men alle ved, at de reelt mener det modsatte, og børnene ved det også. Konsekvensen bliver et uendeligt stræb.

»Vi glider hjælpeløst ind i et konkurrence-vanvid om de rigtige universiteter. Det bliver den nye sociale normalitet,« skrev Carolyn Walworth, elevrepræsentanten i skolebestyrelsen i Palo Alto for nylig i skolebladet.

»Vi er ikke teenagere, men livløse kroppe i et system, som kun går ud på at avle konkurrence,« skrev hun og fortalte, hvordan hun »utallige gange« havde været på skadestuen med akut stress og panikangreb.

»Forstår det ikke ...«

Det er samme historie, som gentager sig de andre velhavende og veluddannede steder, hvor USA i de senere år har oplevet selvmordsklynger. Eksempelvis i Lake Forest ved Chicago og i Fairfax County ved Washington, hvor de amerikanske sundhedsmyndigheder CDC sidste år besluttede at sætte team ind for at kortlægge problemet og årsagen.

Fairfax har oplevet 42 selvmord blandt skoleelever siden 2003, og sidste år var der to selvmord inden for 24 timer på et gymnasium. Washington Post talte med faderen til et af ofrene, en 16-årig pige. Han beskrev, hvordan hun tilsyneladende var god til alt. Hun scorede kun 12-taller, hun havde lige vundet førsteprisen ved en regional videnskabskonkurrence, og hun løb fra alle andre i maraton. Hvis der var nogen på skolen, som havde Harvard skrevet på ryggen, var det hende.

»Så jeg forstår det ikke. Jeg spørger hele tiden ud i luften – hvorfor gjorde hun det?« siger faderen.

Det er et spørgsmål, som går igen fra selvmord til selvmord, fra Palo Alto til Fairfax. Som en ven til et af selvmordsofrene fra Gunn High siger til San Francisco: »Han ville stå allersidst på en liste over personer i selvmordsrisiko«. Han var det modsatte af død, han var liv. En ven til et af ofrene i Lake Forest rystede på samme måde på hovedet. Hvordan kunne han gøre det, for han var »den sødeste, sjoveste og klogeste«, man kunne forestille sig.

Det er, hvad man ofte hører efter selvmord – at det er uforståeligt. Men det er et særkende netop blandt perfektionister, som Hewitt og Flett skriver. Perfektionister gør sig udadtil stor umage for netop at virke stærke og mentalt intakte, og omgivelserne har en tendens til – som faderen i Fairfax – at fokusere på barnets resultater og konkludere, at alt er OK. Hvis man kan vinde en videnskabskonkurrence, løbe maraton og have 12-tal i alt – så man være i orden, lyder ræsonnementet. Men perfektionistens resultater er ikke svaret på hans eller hendes mentale sundhed, snarere er de problemet. For perfektionisten vil netop have gode resultater – det er en del af lidelsen.

Og hvad gør omverdenen så ved det?

Der er ingen patentløsninger på problemet, men opmærksomhed er en begyndelse, fastslår Hewitt og Flett. Der går en direkte linje mellem perfektionisme og selvmord og ikke mindst blandt den slags børn, man finder i steder som Palo Alto og Lake Forest. Stress og pres er farligt og især for perfektionister. Det kan slå dem ihjel. Akkurat som med Richard Cory i de sidste verselinjer.

»Vi syntes, at han havde alt, vi ønskede bare, at vi var ham ... og en stille sommeraften gik Richard Cory hjem og skød sig en kugle for panden.«