International ros til Noma

Anmeldere og kokke er i dagens europæiske aviser så godt som enige om, at Nomas sejr i aftes er velfortjent

Foto: DANIEL DEME

Vandt Noma verdensmesterskabet, fordi de to værste konkurrenter – og de seneste års vindere - den spanske El Bulli og den britiske Fat Duck har været plaget af madforgiftningssager?

For El Bullis vedkommende med det resultat, at restauranten holder lukket indtil 2011.

Muligvis, lyder det i en kommentar i den spanske avis, El Mundo i dag.

Det kan have banet vejen for den ”stilfærdige” dansker, René Retzepi.

Det er dog noget nær det mest - og eneste - kritiske omkring Nomas sejr, der er at støve op i britiske, spanske og franske aviser her til formiddag.

Både i The Telegraph og The Guardian betegner kokke og anmeldere, Nomas sejr, som ”velfortjent”.

”Redzepi gør noget meget anderledes og står i spidsen for en bevægelse, der forsøger at genopdage det nordiske køkken. Det er meget kreativt og unikt,” udtaler Bloombergs madanmelder, Richard Vines, til The Guardian og tilføjer:

“Mange forsøger at bruge sæsonens og lokale råvarer, men Noma har taget det til næste niveau. De genopdager traditionelle ingredienser og bruger moderne teknikker til at skabe nye retter.”

Ros fra lærermesteren

Der er osgå stor ros fra René Retzepis tidligere arbejdsgiver på El Bulli, Ferran Adrià.

“ Ingen anser Danmark for at være en af de ledende inden for europæisk gastronomi, hvilket kun gør det, René har gjort, endnu mere bemærkelsesværdigt,” siger han til The Guardian.