Hele verden larmer: Er stilhed blevet en luksusvare?

Ordet “stilhed” har slået solidt rod på trendbureauernes lister over såkaldte megatrends, der definerer vores samtid - og kommer til at forme vores fremtid. Og det er der gode grunde til: For når vi skruer op for støjen på alle kanaler, bliver det at have adgang til stilhed, pludselig en udsøgt luksus.

Engang kunne man høre kirkeklokker ringe på kilometers afstand. I dag kan man, hvis man bor i byen i hvert fald, knapt høre dem et par gader væk. Og hvornår har du egentlig sidst lyttet til lyden af græs, der bølger i vinden, til lyden af raslende fyrrenåle eller fuglesang?

Støjniveauet stiger i vores hverdag både i form af larm fra byggerier, trafik, musik i butikkerne og på caféerne. Også derfor ser vi teknologi og initiativer, der søger mod mere stilhed i hverdagen. Vi køber høretelefoner, der blokerer al anden lyd ude. Vi kigger efter “stille rum i byen” på vores telefoner, og vores biler er blevet bæredygtige og lydløse maskiner - faktisk så lydløse, at producenterne giver dem en lille smule kunstig lyd, for at deres stilhed ikke bliver til fare for bløde trafikanter i den ellers larmende bytrafik.

Men vi søger også stilhed i en mere overført forstand: Stressende arbejdsvilkår, komplekse arbejdsopgaver, allestedsnærværende digitale medier og information overload er med til at give os en følelse af, at de steder, hvor der er reel ro at finde i verden, bliver færre og færre. Det fortæller Anne Lise Kjær, der er stifter af trendbureauet Kjaer Global. Bureauet har blandt andet i rapporten “The Future of Luxury” peget på stilhed og digital detox som vigtige trends for den nærmeste fremtid. 

“Stilhed er en truet art, næsten på randen til at uddø. Stilhedsaktivisten Gordon Hempton har for eksempel forsøgt at optælle stille steder i USA: Han kunne kun finde 12. I mange byer er støjniveauet efterhånden så højt, at man kan blive stresset og næsten få det fysisk dårligt af det. Det er en bue, som bare bliver mere og mere spændt, og på et tidspunkt er vi nødt til at forholde os til det. Og det er det, vi ser, at folk begynder at gøre nu, blandt andet med sådan noget som silent activism og et begreb som mental hygiene, som også er kommet frem inden for de seneste par år,” siger hun. 

“Det, som er vigtigt at forstå, i forhold til den her bevægelse, er, at det ikke kun handler om et fravær af lyd, men om at give plads: For eksempel til andre lyde, naturens lyde. Det handler om, at når der er stilhed, kan man høre det, der virkelig er. Man kan lytte, ikke kun til mennesker, men også til mellemrummene. Og det er jo i mellemrummene, at man finder ro, kreativitet og inspiration, som også er noget, vi søger i dag.”

"Stilhed er en truet art, næsten på randen til at uddø. I mange byer er støjniveauet efterhånden så højt, at man kan blive stresset og næsten få det fysisk dårligt af det. Det er en bue, som bare bliver mere og mere spændt, og på et tidspunkt er vi nødt til at forholde os til det,"

Anne Lise Kjær, stifter af trendbureauet Kjaer Global

Flere miljøvenlige alternativer

Inden 2025 har Hyundai en ambition om at lancere 35 miljøvenlige biler, som alle bidrager til stilhed – og  mere ro og mindre larm i bybilledet.

Læs mere her

FAKTA

Stimulifrie dage

Fremblomstringen af silent retreats, steder, hvor folk kan søge hen og blive guidet ind i fuldstændig stilhed over et par dage af en professionel coach, er blot et af mange eksempler på, hvordan mennesker er begyndt at søge væk fra støjen og mod mere rolige, eftertænksomme rum. Psykoterapeut Tina Bakke Freivald arrangerer såkaldte silent retreats på Samsø, og hun oplever netop, at stilheden repræsenterer noget mere for folk end blot fravær af lyd: Den står for en indre ro og en kontakt til os selv og vores omgivelser, som vi kan have svært ved at finde i hverdagen.   

“Vi bliver udsat for så mange forskellige stimuli i vores hverdag, som sniger sig ind, uden at vi lægger mærke til det, og det er blandt andet dem, man kan få ro fra, når man tager på silent retreat,” siger hun, og understreger, at det for nogle mennesker, netop fordi vi er så vant til til støj i alle ordets betydninger, kan være svært, nærmest skræmmende, at være i stilhed i så lang tid som et silent retreat varer: 

“Der kan dukke nogle ting op i ens tanker, som man ikke normalt giver plads til, og det kan godt være voldsomt. Der er også mange, der spørger, om de må læse eller høre musik undervejs, og det må man selvfølgelig selv om, men jeg råder altid folk til at lade være. For hvis du spørger mig, handler det at være i stilhed om at være i det, der er, uanset hvad der dukker op. Uden at dømme.” 

Hun forstår godt, at stilhed bliver betragtet som en form for luksus eller selvforkælelse i en tid, hvor den høj grad er en mangelvare, men håber også, at stilhed og indre ro ikke bliver endnu et prestigeprojekt, hvor vi føler, vi skal præstere og bevise noget overfor andre: 

“I virkeligheden er det, der er luksuriøst ved stilheden jo, at vågne op til det liv, du allerede har. Så det er luksus på en anden måde end meget andet. Man kan godt lidt bevidstløst bilde sig ind, at det bare lyder skønt og dejligt at gå rundt i stilhed i et par dage, men jeg forsøger altid at opfordre folk til virkelig at overveje, hvad det er, de går ind til. Det skal helst komme af et oprigtigt ønske om ro, fordybelse og selvindsigt. Det er det, der er “luksus” ved stilhed,” siger hun. 

"Vi skal arbejde med vores rummelighed og forståelse overfor hinanden. Folk er bange for at sige fra," 

Camilla Lærkesen, formand for foreningen "Vi elsker stilhed"

Mange elsker stilhed

I foreningen “Vi elsker stilhed” har man siden 2011 forsøgt at sætte stilhed i det offentlige rum på dagsordenen – og ikke mindst bryde tabuerne omkring det at holde af ro og stille miljøer: 

“Vi oplever, at der hele tiden bliver skruet en lille smule op: At biograferne skruer højere og højere op for lyden. At butikkerne ikke bare har musik i butikkerne, men også rykker højtalerne ud på gaden. At bibliotekerne bliver mere legepladser end læsepladser. Det er i orden, at det er sådan visse steder, men vi synes også bare, at det er vigtigt, at der er en modvægt til alt det. Og det er faktisk utroligt svært at kæmpe for i en tid, hvor alle tomrum helst hele tiden skal fyldes ud: Hvis der ikke er noget i forvejen, så skal der være noget. Og der er vores argument, at nej, der må godt bare være stille,” siger foreningens formand Camilla Lærkesen. 

Foreningen har blandt andet skabt et digitalt kort, hvor brugere kan plotte stillesteder ind til gavn for andre stilhedssøgende og uddeler desuden en årlig Stilhedspris til mennesker, steder, foreninger eller virksomheder, som gør et særligt stykke arbejde for at skrue ned for støjniveauet. Arbejdet for stilhed skal nemlig gerne være konstruktivt, mener Camilla Lærkesen: 

“Det bliver så hurtigt brok, og jeg nægter at være formand for en forening for brok. Vi vil rose og hylde de initiativer og steder, der er,” siger hun.

“Min store personlige kæphest i det her er, at vi skal arbejde med vores rummelighed og forståelse overfor hinanden. Jeg oplever, at det er lidt tabubelagt at ønske mere stilhed og ro. Man bliver lynhurtigt negligeret som sart eller sur, og der er jo ingen, der har lyst til at være den sure nabo, som kommer og banker på og siger: “Kan I så være stille!” Folk er bange for at sige fra, og det er så synd, for det er vigtigt, at vi kan tale sammen om det. Der er masser af undersøgelser, der viser, at støj påvirker os fysisk, og at selv helt lave støjniveauer sender stress-signaler til kroppen. Og der er desuden nogle mennesker, der bare reagerer mere på støj end andre. De fortjener også at blive hørt.” 

Noget tyder da også på, at de, som elsker stilhed, efterhånden er lykkedes med at trænge igennem lydmuren. I foreningen “Vi elsker stilhed” kan man i hvert fald tydeligt mærke, at stilhed er blevet noget, folk interesserer sig for i højere grad end tidligere, fortæller Camilla Lærkesen: 

“Vi kan virkelig mærke, at folk får øje på os for tiden. Vi får mere og mere opmærksomhed, og der bliver skrevet mere og mere om behovet for stilhed. Og det hænger jo sammen med, at støjen fylder mere og mere. Det kræver så meget at sige fra i en tid, hvor vi ikke vil gå glip af noget. Det er noget, vi er nødt til at stå sammen om.”