Integrationskaos i København

København har 83 integrationsprojekter i gang lige nu. Det er uoverskueligt for de unge, mener Venstre, som derfor foreslår at samle indsatsen under én indgang. Flertal støtter op om ideen.

Venstres Heidi Wang vil skabe bedre overblik over København Kommunes integrationsprojekter. Partierne i Borgerrepræsentationen er positive. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ungdomsklub, cirkus, musikforeninger, idræt og lektiehjælp.

København vælter sig i integrationsprojekter rettet mod unge. Faktisk er der så mange, at de unge ikke ved, hvor de skal gå hen, mener Venstre, som derfor foreslår, at der skal være én samlet indgang til aktiviteterne.

»De unge har ingen idé om, hvilke aktiviteter der er, og hvilke der passer til dem. Der mangler en koordinerende indsats,« siger Heidi Wang (V), medlem af beskæftigelses- og integrationsudvalget i Københavns Kommune.

I øjeblikket er der i alt 83 integrationsprojekter, som får støtte af kommunen. Heidi Wang foreslår, at de unge for eksempel skal kunne gå på biblioteket og få en oversigt over, hvad der foregår for dem. På Rådhuset er der bred opbakning til forslaget.

»Det overordnede problem er, at indvandrere ikke bruger fritids- og kulturlivet i byen. Derfor er det klogt at tænke integrationsarbejdet ind i for eksempel bibliotekerne,« siger Beskæftigelses- og Integrationsborgmester Jakob Hougaard (S). Også de Radikale og Dansk Folkeparti støtter op om forslaget.

»Dansk Folkeparti er positiv over for alle tiltag, som vil prioritere de tiltag, der virker, og lukke dem, som ikke virker. Derfor er det en god ide at samle projekterne, så det bliver gennemskueligt,« siger Carl Christian Ebbesen (DF), medlem af beskæftigelses- og integrationsudvalget.

Kender ikke muligheder
En ny undersøgelse blandt 11-årige fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) viser, at næsten ni ud af ti børn med dansk baggrund deltager i en eller anden form for organiseret fritidsaktivitet hver uge, mens dette kun er tilfældet for to ud af tre børn med anden etnisk baggrund.

Årsagen er blandt andet, at børn med anden etnisk baggrund ikke kender til mulighederne, siger seniorforsker i integration Mette Deding fra SFI, som derfor synes, forslaget lyder som en god idé.

»Hvis man flytter til et andet land, så kan det være svært at finde rundt i alle de muligheder, der er til de unge. Man skal have fat i familierne og have formidlet til dem, at der er gode aktivitetsmuligheder til børnene,« siger hun.

Forslaget bliver fremsat på udvalgsmøde i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget i slutningen af september.