Integration kræver kultur

Jo mere danskerne fornægter deres nationale egenart og kultur, des sværere bliver det at integrere indvandrere og flygtningene. Man kan nemlig ikke blive integreret i ingenting, skriver Paula Larrain, der som barn sammen med sin familie kom til Danmark fra Chile.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Man skal elske sig selv for at kunne blive elsket af andre. Den læresætning er en, man ofte støder på blandt lommepsykologer og på Gajol-pakker, og selvom sætningen er fortærsket, så rummer den ligesom andre klicheer en endegyldig sandhed, som de fleste kan tilslutte sig om ikke andet så gennem erfaring.

Det gælder også, hvis man trækker niveauet op fra det personlige til det nationale. Danmark skal elske sig selv for at kunne blive elsket af andre. Når Danmark har så svært ved at få integreret indvandrere og selv deres efterkommere, som er født i landet, så er det ikke nødvendigvis, fordi kulturerne støder sammen, men snarere fordi den stærke kultur, der kommer udefra, bliver mødt af en kultur i konflikt med sig selv og langt hen ad vejen også i opløsning eller under afvikling. Danskerne er så splittede omkring den nationale folkesjæl, at kommende generationer risikerer helt at miste det fundament, som lande og kulturer per nødvendighed må have for at hænge sammen.

Da jeg kom hertil med min familie i 1974, var opløsningen af Danmark i fuld gang. Den var nærmest gået amok nogle steder. Vi blev placeret i betonbyen Brøndby Strand, og herfra kunne vi observere en masse andre udlændinge, der ligesom vi kom med en række stærke værdier, som gennem nostalgien og hjemlængslen blev endnu stærkere. Vi kunne også observere danskerne, men på afstand. De var stille i bussen, talte ikke med hinanden, kom præcis til tiden, de smed tøjet i offentlige parker om sommeren, og når de havde fået lidt at drikke, talte og sang de højt, og jo mere der blev drukket, jo kærligere blev de, og til sidst krammede de og tog hinandens koner på balderne. I det omfang vi overhovedet havde adgang til at studere danskerne på nærmere hold, virkede de nok sympatiske, men endnu oftere fordomsfulde og bedrevidende over for mine forældre, der var store nok, men alligevel altid skulle sættes på plads med belæringer om, hvordan ting blev gjort eller ikke gjort i Danmark. Som oftest var det spilleregler, der blev sat op. Hvordan man skulle opføre sig, eller hvordan man bedst organiserer dette eller hint. Ikke noget med at se mit smukke Skagens-billede eller bemærk den spidsfindige og dybtfølte tekst i min Grundtvig-salme.

De rareste og mest forstående danskere mødte vi til vores store Chile-fester, hvor vi samledes for at klappe hinanden på skulderen og minde os selv om, hvor pragtfuldt vores land var altså før der var diktatur. Tomaterne var søde og saftige, vejret var fantastisk og folk så gavmilde og gæstfrie. Vi dansede vores nationaldans, spiste vores nationalretter, sang med på de vemodige sange og græd over vores fælles skæbne og vores lands ulykke. Vi kom fra noget, og det noget holdt vi fast i, for det definerede os som mennesker og holdt os sammen i fælles kærlighed til fælles værdier.

De danskere, som var med, blev hurtigt tiltrukket af dette sammenhold, denne solidaritet, denne kærlighed til de fælles værdier, og de lærte hurtigt spansk og scorede de yndigste af de chilenske piger. Først mange år senere forstod jeg, hvorfor de havde lettere ved at falde til hos os, end vi havde ved at falde til hos dem.

Vi tilbød noget ikke bare mad at spise, men en fælles dramatisk historie, sange med hjerte og smerte i, grin og latter i forbindelse med vores nationaldans og store familier med faste strukturer og rangorden. Masser af fællesskab, masser af konkrete værdier.

Omvendt blev vi mest mødt af belæringer om demokrati, ligestilling og dengang om, hvordan alting bare skulle hænge løst det være sig lige fra gevandter over opdragelse af børn til kvindernes bryster. Det var en tid med heftigt opbrud, og hvis ikke man tilhørte et politisk ideologisk fællesskab, var det ikke lige sådan at finde ind til de mere vedvarende fælles, danske værdier.

Først efter tre år i landet gik det op for os, at vi kun havde mødt den del af Danmark, der stort set havde givet afkald på sin egen kultur i et rasende opgør med traditionerne for nogles vedkommende og for andres vedkommende var det Hitlers spøgelse, der holdt dem fra at fejre nationens gaver. Uanset hvad årsagen var, så var resultatet det samme, og derfor fremstod folk for os ikke særligt attraktive at blive landsmænd med. Det vi kom fra var umiddelbart stærkere, smukkere og sjovere.

Umiddelbart. For helt tilfældigvis var vi gennem min fars arbejde så heldige at falde i armene på en rigtig dansk landmandsfamilie på Vestsjælland. Og her ændrede billedet sig.

På Gangergaarden mødte vi en stor familie med sammenhold, traditioner og værdier, der afveg en del fra vores, men uden problemer kunne kombineres med det, vi kom med i vores åndelige bagage.

På Gangergaarden oplevede jeg som barn, hvordan man kunne sidde i timevis omkring et frokostbord, mens retterne kom ind i en lind strøm. Altid i samme rækkefølge, og efter nogen tid fandt jeg ud af, at hvordan det hele bedst blev sammensat og spist. Undervejs blev der sunget sange, både nogle om Gud og nogle om Nina, der skulle i bad. Vi tilbragte ofte julen på Gangergaarden og vi blev på den måde introduceret til folkekirken, som trods vores ateistiske udgangspunkt blev respekteret dengang og siden annekteret på samme måde som mange af de uskrevne regler, som vi gennem vores nye danske familie kom til at forstå.

Havde det ikke været for vores lykketræf på Vestsjælland, så tror jeg aldrig, at jeg var kommet til at holde af det her land. Gangergaarden og de danske traditioner blev mit nye fundament og er i dag mit kulturelle udgangspunkt på linie med det, som jeg havde med i min chilenske kuffert.

Når netop disse værdier blev gjort så klare og vigtige for mig allerede fra barnsben, har jeg så meget desto sværere ved at forstå i dag, hvorfor så mange danskere har travlt med at stikke af fra deres egen kultur. Det er få i min egen generation, som jeg ser dyrke disse værdier og omfavne dem med respekt og glæde. Omkring mig ser jeg næsten kun det modsatte. En stædig trang til at fornægte udgangspunktet og en bevidstløs dyrkelse af al anden gerne ny amerikansk kultur frem for sin egen. Det er måske meget naturligt, at man ikke går rundt og værdsætter sin kultur til daglig. Problemet opstår, når man ikke gør det på noget tidspunkt og når man som samfund ikke holder fast og deler ud af gaverne de steder, hvor gaverne kommer bredt ud.

Her tænker jeg særligt på folkeskolen, som undervejs i udviklingen eller afviklingen er blevet skrællet for nationalt særpræg i fællesskabets navn. Men fællesskab kræver netop indhold. Hvis man tror, man tager hensyn til udlændinge ved helt at feje sin egen del af fællesskabet væk, så tager man fejl. De andre kommer med noget, som skal ses, vurderes og accepteres i det omfang, som er muligt, og Danmark stiller op med noget, som skal ses, vurderes og accepteres og derudfra kan normen nærmere defineres.

Personligt forstår jeg ikke, hvorfor man ikke straks genindfører morgensangen for alle de små klasser. Mange privatskoler har gjort det. Børnene elsker det, og Danmark har en helt unik sangskat og en landsfader, som kun alt for få danske børn hører om i skolen. Bekymringen for Grundtvigs salmer går ofte på, at der står Gud i hver anden sætning, men lur mig, om ikke muslimske forældre hellere vil have, at deres børn synger om den kristne Gud end om ingenting. De danske sange er oplagte gaver at give de nye danskere. Man bliver næppe indoktrineret eller tvangskonverteret, fordi man synger om andres religion det nye lands religion og fundament.

Også på landets øverste plan er berøringsangsten over for konkrete værdier udbredt. Når der diskuteres værdier eller disse forsøges defineret, så er det altid spillereglerne, der bliver trukket frem. Altså demokrati, ligestilling, ytringsfrihed osv. Disse bliver påberåbt som danske, men er græske og franske og i øvrigt færdelsregler på vores vej, vores redskaber til at passe på vores grundlæggende værdier. Og hvad er så disse? Det spurgte jeg engang integrationsministeren om. Og fik intet konkret svar.

Til gengæld har hendes regeringsleder meddelt, at religionen skal ud af det offentlige rum altså gemmes væk. En af de fremmeste og vigtigste værdier må vi ikke vise eller dyrke offentligt. Det vil kun være med til at fremmedgøre danskerne endnu mere i forhold til egen kultur. Og hvis man selv er fremmed over for sin kultur, så er der nok ikke ret mange andre, der vil finde den attraktiv.