Ingen forhandlinger med gidseltagere

FNs passivitet kan koste unødvendige menneskeliv i Irak

Med en stribe gidseltagninger har modstanderne af koalitionsstyrkerne i Irak fundet et effektfuldt våben. Senest er en halv snes russere blevet kidnappet natten til tirsdag, og selv om der endnu ikke foreligger rapporter om likvidering af gidsler, så skal man ikke gøre sig urealistiske forestillinger.

Fundamentalister og fanatikere er skånselsløse og uden respekt for menneskeliv. Men det er skruen uden ende, hvis man begynder at forhandle med gidseltagerne. Løslades gidsler, vil nye gidseltagninger følge, og ingen kan vide sig sikker. Det er både klogt og modigt af den japanske regering, som blankt har afvist at trække japanske styrker hjem fra Irak som pris for at få frigivet tre japanere, der er taget som gidsler. I parentes bemærket havde de japanske gidsler intet som helst med kampstyrker at gøre, men var tværtimod beskæftiget med genopbygning og humanitær bistand.

Gidseltagernes mål er at destabilisere et i forvejen uroplaget Irak. Og rapporter tyder på, at den væbnede modstand mod koalitionsstyrkerne vinder bredere folkelig sympati. Men løsningen er ikke eftergivenhed over for militante grupper. Derimod kan initiativer fra FN være med til at lægge en dæmper på urolighederne. FN har beklaget, at organisationen var alt for passiv i forhold til folkemordene i Rwanda, og samme passivitet fra FNs side kan være med til at koste unødvendigt mange menneskeliv på Iraks vanskelige vej mod selvbestemmelse. Og i den forbindelse må den irakiske befolkning tage et klart medansvar for udviklingen. Beskytter eller støtter man på den ene eller anden måde gidseltagere og væbnede aktioner, så er man medskyldig i en udvikling, der i værste fald kan ende med borgerkrig og opsplitning af Irak.

Herhjemme fastslog udenrigsminister Per Stig Møller i går i Folketingets spørgetid, at man i Irak er nået til afgørelsens time, hvis negative kræfter får held til at jage de mennesker ud af landet, som skulle sørge for stabilitet og fremgang.

Men Villy Søvndal havde som SFs forsvarsordfører andre tanker og spurgte, om det nu også var prisen værd i menneskeliv at sætte en stopper for et brutalt og undertrykkende regime. Hertil må svaret være klart ja. Saddam Husseins skrupelløse foragt for menneskeliv kostede hvert år flere irakere livet, end kamphandlinger efter hans fald har medført. Men Villy Søvndal har vel den holdning, at despoter skal have lov til at terrorisere i fred, mens man gennem venskabelig dialog med gidseltagere skal skabe en ny og bedre verden. Hvor naiv kan man være.