Indledningen til Europas gravskrift

Europas fremtidsudsigter veksler som børskurser. 23. juni skrev fx Dagens Nyheter, at »enigheden på EU-topmødet holdt hårdt, men det frygtede sammenbrud udeblev, og det er gode nyheder for EUs fremtid«. 25. juni kaldte Profil derimod EU »et stykke legetøj i hænderne på en gruppe håbløst uenige politikere, der ikke går på kompromis, så længe de ikke kan sælge det hjemme som en national og personlig triumf«.

I Informations kronik 16. juli konstaterer Søren Riis­høj, at »demokratiet ikke har det for godt i den tidligere østblok«, og blot et halvt år tidligere så Katrine Winkel Holm (i Berlingske Tidende 30. december 2006) det som et ondt varsel, at Europa, der engang var frie ånders fristed, nu må se disse sive væk fra kontinentet.

Endelig forlød det i Søndagsavisen 15. juli, at fremtidens USA nok vil være »langt fra den euforiske tilstand af højkonjunktur, der findes i Danmark«. Jo, der er prognoser både til gården og gaden. Spørgsmålet er, hvilke der holder og hvor godt.

Et særligt velbegrundet og tankevækkende svar finder man i Walter Laqueurs ny bog: »The Last Days of Europe: Epitaph for an Old Continent« (New York, 2007). Europas sidste dage: Gravskrift for et gammelt kontinent! Det lyder som ren dommedagsprofeti, om ikke smædeskrift, men er andet og mere.

Forfatteren er en af de betydeligste Europa-historikere i nyere tid med en lang række samtidshistoriske skrifter bag sig om fascisme og kommunisme, diktatur og terrorisme, antisemitisme og holocaust i europæiske lande fra vest til øst og til Mellemøsten. Han forbinder eminent specialviden med evnen til at se skoven for træer, og kommer takket være en særlig baggrund vidt omkring med respekt for begrænsningens kunst.

Født og opvokset i mellemkrigstidens Centraleuropa har Laqueur som menneske og intellektuel bevaret vandene åbne: rejst over Atlanten og boet på begge sider i årtier, grundlagt og redigeret det indflydelsesrige Journal of Contemporary History i London og samtidig ledet det internationale forskningsråd på Center for Strategic and International Studies (CSIS) i Washington D.C. samt undervist ved USAs og Israels bedste universiteter.

Uden at undfly betændte kontroverser går han konstruktivt og forskningsbaseret til værks og er altid værd at forholde sig til. Den foreliggende bog bliver forhåbentlig ikke hans personlige gravskrift; men den opsummerer klart et langt livs samliv med en verden, som forfatteren kender inde- og udefra, personligt og fagligt, som få.

En skydeskive bogen igennem er euro-fetichisterne, specielt i USA, som gerne finder lindring for Amerikas magtbrynde i den gamle verdens blødere internationalisme. Ikke at Laqueur hoverer det gør ham ondt at måtte skuffe disse entusiaster men deres optimistiske regnskab på Europas vegne kan han kun regne for ønsketænkning. Alene demografiske og politisk-sociale realiteter taler skønmaleriet imod. Militært stod Europas inkapacitet klar under Balkan-konflikten i 90erne, men også moralsk er verdensdelens globale indflydelse en kimære, og en ren museumsfremtid kan ikke udelukkes.

Meget så længe lysere ud for den humane europæiske model, men virkeligheden det være sig den inter-europæiske uenighed, konkurrencen fra Asien, terrorismen fra alverdens hjørner, inklusive Europas egne fremmed-ghettoer stillede sig i vejen for dens virkeliggørelse, specielt for dens overlegenhed i forhold til USA. Retsind og altruisme forblev ved ordene efter 11. september.

Laqueur lægger pligtskyldigt øre til euro-entusiaster som Tony Judt, men finder dem alt for drevne af anti-amerikanisme til at være troværdige. Simple tal viser det. Omkring 1900 boede hvert fjerde menneske i Europa, fem gange så mange som i USA. Den faktor er nu halveret. Og europæiske fødselsrater daler hurtigere end andre kontinenters. Medmindre usandsynlige ændringer indtræffer, vil europæerne om et par sekler være nærmest forsvundne med bl.a. kun 1 procent af russerne og italienerne tilbage!

Også aldersfordelingen tegner mørkt. Mens gennemsnitsalderen i Amerika og Europa i dag er omtrent den samme midt i 30erne og i 2050 fortsat vil ligge her i USA, da vil en gennemsnitlig europæer være 53. Vil det sige, at kontinentet går i sort eller muslimsk? Måske ikke, men selv de lyseste befolkningsudsigter er ikke lyse.

Europas indvandringsproblemer er velkendte, men næppe i deres fulde udstrækning. Især mange euro-arabiske enklaver er problematiske, fordi de, bortset fra en svag og indifferent middelklasse, korrelerer med dårlig uddannelse, lave indkomster og et storforbrug af offentlig støtte 40 procent af danske socialbidrag går ifølge Laqueur til medlemmer af den 5 procent store gruppe af muslimer.

Selv om svaret på mange ny-europæeres aggressive identitetspolitik har varieret fra en tandløs multikulturalisme (som i England) til en formaliseret assimilations­politik (som i Frankrig), skyder assimilationsfjendtlige parallelsamfund fortsat op. At 50-70 procent af de indsatte i franske fængsler skal have muslimsk baggrund antyder, hvor mangelfuld integrationen af sådanne parallelsamfund i storsamfundet har været. Blandt alle etniske grupper kræver unge muslimske mænd, mange med afvisende cool pose, den største sociale respekt for den mindste egenindsats.

Modtagerlandene ved ikke, hvilket ben de skal stå på. Af berøringsangst giver de ofte minoriteterne legale rettigheder, som svækker civilsamfundet uden tilsvarende at svække modtagernes foragt for giverne. Radikalt konservative muslimer har i kulturrelativismen set en invitation til selvtægt eller til et fornuftsægteskab med verdslige venstre-radikale multikulturister. En indenrigspolitisk variant af Europas bløde udenrigspolitik som når tyske myndigheder betaler fundamentalister med afsky for alt tysk for at undervise indvandrerbørn i Koranen.

På plussiden af det europæiske regnskab savner Laqueur hovedposterne: en troværdig forsvarskapacitet og en tilstrækkelig vilje til at afgive national suverænitet til EU, to betingelser for at indtage en stormagtsposition i det 21. århundrede, som ingen blød magt i verden kan erstatte (derimod nok supplere).

Men også en del højere uddannelser og videnskabelig forskning, som engang var Europas stolthed, er gået i minus fx i biomedicin. Hverken spontan antiamerikanisme eller lange ferier kan dølge tabet. Og den moderne velfærdsstats fortsatte indkomstoverførsler fra unge arbejdere til voksende skarer ældre pensionister er snarest en »handlingsplan« for et turisternes museums-Europa. Skal kontinentets politiske prestigetab følges af et økonomisk?

Og hvad vil ske, hvis fx Ruslands befolkning, som det spås, er halveret år 2100 mens fx Yemens skønnes vokset til 100 millioner allerede i 2050? Vil det ene befolkningsunderskud blive dækket af det andet overskud? Måske integrationsproblematikken dermed vil være løst, for meget lidt tyder på, at den nye majoritetsbefolkning vil spilde tid på tilnærmelsesforsøg af europæisk tilsnit.

Som sagt er Laqueur sig mange positive træk i europæisk nutids- og emigrationshistorie bevidst. Men han frygter ensidig tolerance og selvdestruktiv eller hyklerisk appeasement. Ofrer europæerne for husfredens skyld deres værdier på intolerancens alter, vil den euro-muslimske gangster rap have et rigtigt tomrum at fylde. Sådan er den Europa-kritiske Walter Laqueur selv europæer: ude efter selvforskyldte plager og mere til dialog og spørgsmål end til præken.

Hvorfor sætter europæere så få børn i verden? Hvorfor har velfærdsreformer haft mere medvind i Sverige end i Tyskland? Hvor anderledes ville indvandringspolitikken have set ud, hvis befolkningerne i højere grad havde influeret den? Kunne indvandringen forvaltes bedre binationalt end nationalt? Hvor langt bør man imødekomme andre, før de bør imødekomme én? Hvor vil muslimske lande trække grænsen mellem civil- og trossamfund? Tyrkiet kan have et svar, som helt bogstaveligt leder (det) til Europa.

Det er ikke således, at Laqueur ikke selv byder på svar men han kalder ikke svarene definitive. Derfor er hans bog ikke en påstand om kontinentets kollaps, men et forsøg på at gradere dets nedtur for om muligt at begrænse den. Har han mon en pointe?