YouTube-brødre får bøde på 140.000 kroner for video om vodkasmugling
Oskar og Elias Holes selskab Kender Du Det ApS er blevet pålagt en bøde for flere brud på markedsføringsloven.

Oskar og Elias Holes selskab Kender Du Det ApS er blevet pålagt en bøde for flere brud på markedsføringsloven.

En bøde på 140.000 kroner.
Sådan lyder straffen til YouTube-brødrene Oskar og Elias Holes selskab Kender Du Det ApS, som fredag dømmes for flere brud på markedsføringsloven i 2023.
Det oplyser Retten i Odense til Ritzau.
Sagen drejer sig blandt andet om en YouTube-video, hvor brødrene viste, hvordan man kunne smugle alkohol ind på festivaler.
Brødrene er dømt for i alt fire brud på markedsføringsloven, herunder indirekte eller direkte at have opfordret børn og unge til hensynsløs eller farlig adfærd med alkohol.
I videoen, som har titlen "Otte måder at smugle alkohol ind på festival", viser brødrene blandt andet, hvordan man kan fylde et kondom med vodka og herefter sluge det.
Retten har ved udmålingen af bødestraffen lagt vægt på selskabets omsætning samt det store antal af visninger, som videoen havde.
Der er også lagt vægt på, at brødrene fjernede videoen igen, og at det er tre år siden, den blev lagt op.
Brødrene er også dømt for at lave skjult reklame for Kims Chips i et opslag på Instagram. Det forhold har brødrene dog erkendt.
Forbrugerombudsmanden havde under et retsmøde 18. september krævet en bødestraf på 250.000 kroner.
Det store spørgsmål i sagen har været, hvorvidt brødrenes målgruppe var børn og unge.
Ifølge specialkonsulent ved Forbrugerombudsmanden Sabrina Amtrup er det nemlig en skærpende omstændighed, når influencere retter deres indhold mod børn og unge, lød det dengang.
Under retsmødet i september argumenterede brødrenes forsvarer dog for, at YouTube-kanalens indhold henvendte sig til et voksent publikum.
Ud over en bøde på 140.000 kroner er selskabet også blevet pålagt at betale sagens omkostninger.
Overordnet set er Sabrina Amtrup glad for resultatet af dommen. Forbrugerombudsmanden kommer derfor heller ikke til at anke.
- Dommen understreger, at erhvervsdrivende influenters indhold skal overholde markedsføringsloven, også selv om det ikke indeholder omtale af konkrete produkter eller producenter.
- Det skal det, fordi det er en del af influenters samlede virksomhed, lyder det fra specialkonsulenten.
Også politisk chef ved Forbrugerrådet Tænk Uffe Rabe Krag er begejstret for rettens dom. Det var nemlig Forbrugerrådet, der i første omgang indsendte en klage over brødrenes video til Forbrugerombudsmanden.
- Jeg håber jo, at folk i den her branche får et wakeupcall og begynder at kigge deres indhold igennem, siger Krag.
Selv er brødrene lettede over, at sagen nu er afsluttet, udtaler deres forsvarer, Line Forsberg Pointinger, til Her&Nu.
- Mine klienter er selvfølgelig ærgerlige over, at domstolene er nået frem til, at YouTube-videoen var målrettet børn og unge, men tager det selvfølgelig til efterretning, siger Pointinger til mediet.
Omvendt er Oskar og Elias Hole positive over, at bøden ikke blev så stor, som Forbrugerombudsmanden havde lagt op til, fremgår det af Her&Nu-interviewet med forsvareren.
Ritzau har forsøgt at få en kommentar fra Kender Du Det ApS samt brødrenes forsvarer, Line Forsberg Pointinger. Ritzau vil gerne høre, om de vil anke dommen, men de er ikke vendt tilbage.
RITZAU