En 31-årig mand, der er sigtet for grov vold i forbindelse med et overfald i Esbjerg, er efter et grundlovsforhør tirsdag blevet varetægtsfængslet frem til 13. oktober.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på det sociale medie X.
Den 31-årige sigtes også for at have efterladt offeret i hjælpeløs tilstand.
- Han tog forbehold for at kære, skriver politiet i opslaget.
Manden er sigtet i en sag, hvor en 56-årig mand søndag morgen blev fundet svært tilskadekommen i sin lejlighed i Esbjerg. Offeret blev efterfølgende lagt i respirator.
Søndag blev to personer anholdt og sigtet for grov vold i samme sag. De blev begge varetægtsfængslet mandag efter et grundlovsforhør.
En 43-årig mand skal være frihedsberøvet i fire uger, mens en kvinde på 42 år har fået en uges varetægtsfængsling.
Manden erkendte sig delvist skyldig, mens kvinden nægtede, lød det fra politiet.
De to blev også sigtet for at have hensat den 56-årige i hjælpeløs tilstand.
Overfaldet skete lørdag aften. Et eventuelt motiv er der ikke fremkommet oplysninger om.
- Vores opfattelse er, at der ikke er tale om et tilfældigt offer, så andre borgere skal ikke føle sig utrygge, har politikommissær Frederik Nielsen sagt i en pressemeddelelse.
/ritzau/