Bent Jørgensen var efterforskningsleder, da politiet i 1999 fik anmeldelse om en grov voldtægt og drabsforsøg mod en 11-årig pige nær en strand ved Bøtø på Falster.
Mere end 26 år efter forbrydelsen sad Bent Jørgensen onsdag på tilhørerrækkerne, da en dommer i Retten i Nykøbing Falster idømte gerningsmanden, Dan Diedrik Sarka, ni års fængsel.
- Om det er otte, ti eller 12 års fængsel er ikke afgørende for mig. Det afgørende er, at sagen er afsluttet. Ni års fængsel er også mange år.
- Jeg er ret sikker på, at den forurettede har samme opfattelse og er glad for, at det kapitel er slut, siger den nu pensionerede efterforsker.
Det var slægtskabssøgning, der sidste år førte politiet på sporet af Dan Diedrik Sarka. Efterforskningsmetoden er taget i brug i nyere tid og brugt til at opklare flere gamle sager.
I Bøtø-sagen havde man i 1999 fundet dna-spor fra sæd på den dengang 11-årige piges bikini, og det spor søgte man nu op mod politiets register med henblik på at finde nogen, som kunne være i familie med gerningsmanden.
Det resulterede i et match, og efterfølgende har dna fra den i dag 57-årige Dan Diedrik Sarka matchet DNA'et på bikinien med størst mulige sandsynlighed.
Bent Jørgensen er tilfreds med, at man lykkedes med at finde DNA-sporet dengang, og det var med til at fange gerningsmanden. Han fortæller også, at det tog lang tid at sikre sporet, da der var kommet vand på bikinien bagefter.
- Det (DNA, red.) var et af fokuspunkterne for 26 år siden. Man snakkede meget om DNA.
- Det var en af de ting, som vi politimæssigt gjorde rigtigt meget ud af. Det samme gjorde læger, som havde med forurettede at gøre, siger han og tilføjer:
- Vi var rigtigt glade, da vi fik DNA, men at der skulle gå så lang tid, havde jeg ikke troet.
Den dengang 11-årige pige var med sin familie på stranden, da hun gik lidt væk i området, som hun kendte godt. Lidt fra stranden mødte hun Dan Diedrik Sarka, som først spurgte, hvad klokken var.
Dernæst trak han hende ind i et skovområdet, udsatte hende for grov voldtægt. Herefter klemte han om hendes hals og forsøgte at slå hende ihjel. Han troede også, at hun var død, for hun var bevidstløs, da han forlod hende.
Det tilstod han onsdag i retten, hvor han accepterede sin dom på ni års fængsel.
For den i dag voksne kvinde, som i over 25 år levede med uvisheden om, hvem der udsatte hende for det voldsomme overgreb, betød det meget, at han tilstod, siger bistandsadvokat Mai-Brit Storm Thygesen.
- Der er ingen tvivl om, at det har været meget betydningsfuldt for min klient at få en endelig afslutning i dag, siger hun og uddyber:
- At gerningsmanden i sidste ende valgte at tilstå og forklare, præcist hvad han havde gjort og i et vist omfang, hvad han havde tænkt.
/ritzau/