Brandvæsenet og politiet arbejder natten til fredag i Høng, hvor man forsøger at slukke en voldsom brand i et lagerhus.
Det oplyser Michael Hymøller, som er vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi.
- Vi er stadig på stedet og forventer at være der resten af natten. Både Beredskabsstyrelsen, brandvæsenet og politi er derude, og det er stadig slukningsarbejdet, der pågår, siger han.
Ifølge vagtchefen er branden sandsynligvis opstået i forbindelse med montering af tagpap.
Den ramte bygning er Nettolager i Høng, som er et lagerhus. Omfanget af skader på bygningen er uklare.
- Det er voldsomt, og der er beboelse i nærheden, siger Michael Hymøller.
Også på det sociale medie X har politiet sent torsdag berettet om branden.
Her lød det, at beboere i området bør holde sig indendørs, lukke vinduer, slukke ventilation og undlade at opsøge stedet.
Den opfordring gælder natten til fredag fortsat, siger vagtchefen.
Der er ikke umiddelbart nogen meldinger om personskade i forbindelse med branden, som politiet fik anmeldelse om klokken 18.16 fra flere borgere i lokalområdet.
- Der er en enkelt brandmand derude, som er blevet dårlig og er blevet kørt til tjek. Men det er ikke umiddelbart noget med røgforgiftning eller lignende. Det kan være en form for dehydrering, siger Michael Hymøller.
/ritzau/