Vold, støj og stoffer: Borgmester lover at tage hånd om problemerne i Københavns natteliv

Tirsdag aften lovede kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (ALT), at hun vil gøre sit for at løse problemerne i Københavns natteliv. Løftet kom efter to timers dialogmøde på Rådhuset med godt 100 af nattelivets forskellige aktører. Det kræver dog en fælles indsats fra alle involverede, hvis problemerne skal løses.

Festsalen på Københavns Rådhus dannede tirsdag aften ramme om et dialogmøde om nattelivet i København, hvor lidt over 100 forskellige aktører var inviteret ind. Kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (ALT) afsluttede mødet med at love, at det ikke kun blev ved dialogen – »nu skal der handles«. Nikolai Linares

Larm til den tidlige morgen, alkohol i lange baner, stoffer, vold, bræk på gaderne og tis i portene.

Der var rigeligt at tage fat på, da nattelivets problemer var på dagsordenen ved et dialogmøde, som Kultur- og Fritidsforvaltningen i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen havde inviteret til tirsdag aften på Københavns Rådhus.