Kære læser,
Engang ejede Socialdemokratiet København.
Partibogen og loyal og tro tjeneste var adgangsbillet, ikke bare til magten i hovedstaden, men også til en billig lejlighed, hvis det var det, man lige stod og manglede.
Tirsdag blev partiet brutalt og ydmygende væltet af tronen.
Sådan skriver politisk kommentator Bent Winther i en analyse om Socialdemokratiet fra dengang, hvor overborgmestre som Urban Hansen, Egon Weidekamp og Jens Kramer Mikkelsen regerede i hovedstaden, til i dag, hvor partiet er væltet ned fra magtens tinde.

Det var ikke kun i København, men over hele landet, at Socialdemokratiet fik et rigtig dårligt valg, og hvor gamle højborge faldt.
Medmindre end et år til næste folketingsvalg rejser det spørgsmålet om, hvordan den forsmåede kæmpe vil reagere?
Jacob Rosenkrands har haft Kasper Løvkvist, Berlingskes politiske korrespondent, og Bent Winther i »Pilestræde«.
Han har blandt andet spurgt dem, om Mette Frederiksen er i kontrol, og hvad hendes næste træk er.
Du finder podcasten her, eller der, hvor du plejer at høre dine podcast.

Ambassadør i et land i krig
Siden 1. oktober har Thomas Lund-Sørensen været Danmarks nye ambassadør i Ukraine.
For fire år siden – før krigen – ville ambassadørposten i Kyiv have været en overskuelig tjans på en af udenrigstjenestens mindre ambassader.
I dag er det en af de tungeste.

Nu ruller det, der er blevet kaldt den største korruptionsskandale, siden Volodymyr Zelenskyj blev præsident i Ukraine. En penibel sag, der også bliver en udfordring for den nye danske ambassadør i landet.
Du kan læse journalist Simon Kruses interview med den nye danske ambassadør her.

Han mistede troen på folkeskolen
Tusindvis af forældre har taget deres børn ud af folkeskolen i det seneste årti.
En af dem er Esben Sørensen, der selv er søn af en skoleinspektør og en lærer med stærke følelser for folkeskolen.
Han mistede langsomt sin tiltro, da hans ældste søn begyndte i 0. klasse, og han oplevede en skole i opløsning.

»I de første år var det mest i form af uro, støj og udbrud, der ødelagde undervisningen og gjorde ungerne vrede. Og efter et par år blev det decideret voldeligt,« siger Esben Sørensen.

Hun elsker hård rock og vil genrejse Japan
Sanae Takaichi er Japans første kvindelige premierminister. Hun spiller heavy metal og har charmeret Donald Trump.
Og så er hun en energibombe, der opfattes som værende så ultrakonservativ, at hendes modstandere i partiet kalder hende »Taleban Takaichi«.

Nu har hun taget bladet fra munden – og fået Kina til at rase. Hun er nemlig begyndt at tale om Taiwan, og det har fået regeringen i Beijing til at udsende en advarsel, hvor de fraråder kineserne at besøge Japan.
Her kan du læse Alexander Sjöbergs historie om Sanae Takaichi, der blev premierminister efter at have vundet formandsposten i landets kriseramte konservative regeringsparti.
Det var alt for denne gang. Fortsat god weekend.

