Visitationszone indføres omkring Parken på derbydag
Søndag den 8. november spiller FC København og Brøndby i Parken. Det er ifølge politiet en højrisikokamp.

Søndag den 8. november spiller FC København og Brøndby i Parken. Det er ifølge politiet en højrisikokamp.

Københavns Politi indfører søndag 8. november en visitationszone omkring Parken i forbindelse med en fodboldkamp mellem FC København og Brøndby IF.
Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse torsdag.
Visitationszonen er gældende på dagen fra klokken 06.00 til klokken 20.00.
Zonen strækker sig over dele af Østerbro, herunder Trianglen, Blegdamsvej, Jagtvej, Østerbrogade, Svanemøllen Station og Strandboulevarden.
Ifølge Københavns Politi udgør derbyet mellem de to klubber en højrisikokamp.
Politiet kan oprette visitationszoner ved kampe, hvor det vurderes, at der foreligger en særlig risiko for uroligheder forårsaget af blandt andet tilskuere.
For en borger betyder det, at man kan blive standset og visiteret uden at være under mistanke for strafbare forhold.
Normalt kræver en visitation, at politiet har en rimelig grund til at mistænke den pågældende, og samtidig skal indgrebet have væsentlig betydning for en eventuel efterforskning.
Politiinspektør Peter Dahl fra Københavns Politi ser visitationszonen som et forebyggende redskab for uroligheder.
- Som det klare udgangspunkt håber vi på, at dagen kommer til at forløbe både festligt og fredeligt. Vi er selvfølgelig opmærksomme på, at det er en højrisikokamp med en vis historik, og derfor kommer vi også til at være talstærkt til stede, så vi kan skride ind, hvis der skulle være optræk til uroligheder, udtaler han i meddelelsen.
Københavns Politi oplyser, at de på forhånd har givet FC København et påbud om at tilbageholde udeholdets tilhængere i Parken i op til en time efter kampens slutfløjt.
Tiltaget skal ifølge politiet medvirke til at adskille fangrupperingerne og forhindre konfrontationer efter kampen.
Politikredsen gør desuden opmærksom på, at der kan ske en strafskærpelse på op til 50 procent ved en række lovovertrædelser begået i forbindelse med en fodboldkamp.
Det kan for eksempel være overtrædelse af loven om euforiserende stoffer, våbenlovgivningen eller fyrværkeriloven.
RITZAU