Jonas Vingegaard var dækket af støv overalt. Øjenbrynene var grå, og det klæbede til kinderne og den sparsomme skægvækst. Han havde været under angreb. Pogacar var kørt fra ham flere gange. Det sidste angreb var på den løse grus, hvor han selv var for let til at tynge cyklen til vejgreb.

Det var et løb, der længe havde søgt sin sjæl og nu endelig fandt den i kaos, hvor friheden hersker.