Da politiet en tidlig morgen i juni ransagede en adresse i Birkerød, blev der fundet over 850.000 kroner i kontanter.

Beløbet er en del af en sag om over 104 millioner kroner, som kriminelle ifølge National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) hvidvaskede gennem et nordjysk selskab.

En retsmødebegæring giver et indblik i sagen, hvor flere personer 5. juni blev anholdt efter ransagelsen af adressen i Birkerød.

Torsdag i næste uge ventes den ene - en 40-årig mand fra Birkerød - at tilstå sin rolle i hvidvask af mindst 104.150.492 kroner. Det vil ske ved et retsmøde i Retten i Lyngby.

Ifølge sigtelsen samarbejdede han med Rabib Karnib, som sidste år tilstod hvidvask for 217 millioner kroner og blev idømt fire år og seks måneders fængsel.

Dengang erkendte Rabib Karnib, at han havde udstedt fiktive fakturaer. Pengene strømmede gennem selskaber, uden der blev leveret ydelser.

Den 40-årige formåede ifølge sigtelsen at få Rabib Karnib til at udstede de falske fakturaer og fik ham ifølge sigtelsen til at videreføre pengene ved betaling af fakturaer udstedt af udenlandske selskaber.

På seks konti i den nordjyske virksomhed strømmede over 104 millioner kroner ind og ud igen. Pengenes rejse gennem selskabet skulle sløre den ulovlige oprindelse.

Ved aktionen 5. juni fandt politiet 826.000 kroner og 3260 euro i kontanter. Det svarer til i alt mere end 850.000 kroner.

Beløbet er den 40-årige sigtet for at forsøge at hvidvaske, da han ville give det videre til ukendte medgerningsmænd. Men det mislykkedes, da politiet beslaglade pengene.

Anklagemyndigheden vil i sagen kræve den 40-årige udvist af Danmark for altid. Han er beskyttet af et navneforbud.

/ritzau/