Videoer har gjort udslaget: Støttepartier vil have stoppet dumpning af forurenet mudder

Dagens overblik: Berlingske giver dig her overblik over dagens vigtigste historier – om krigen i Ukraine og de øvrige store begivenheder og samtaleemner i ind- og udland.

Godmorgen og endnu en gang velkommen til dagens overblik, hvor krigen i Ukraine fortsat fylder meget i nyhedsbilledet. Men det samme gør også den efterhånden verdensberømte lussing uddelt af Will Smith og modtaget af Chris Rock ved årets Oscar-uddeling.

Vi starter dog dagen i selskab med udenrigsministeren, der tager første skridt på vejen mod en ny linje over for Rusland.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) mener, at »Putin og hans folk skal betale den højest mulige pris for det, de foretager sig«. Niels Ahlmann Olesen

Danmark tager første skridt mod en helt ny Ruslandspolitik

»Putin og hans folk skal betale den højest mulige pris for det, de foretager sig,« siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

I et interview med Berlingske tager han første skridt til at formulere Danmarks nye linje over for Rusland. På flere punkter er han villig til at gå videre end både Frankrig og Storbritannien i konfrontationen med Putins regime.

Ruslands invasion af Ukraine 24. februar markerede et vendepunkt. Alle Vestens hidtidige planer og strategier må nu tages op til revision på baggrund af den nye virkelighed, som præsident Putin har indvarslet.

I Danmark bliver processen skudt i gang onsdag i form af to møder i Udenrigsministeriet. Det ene er åbent og har deltagelse af en række danske Ruslandseksperter. Det andet er lukket, så alle udenrigsordførere fra Folketingets partier i fortrolighed kan tage hul på den svære diskussion om, hvor langt Danmark er villig til at gå over for Putin.

»Det er et nyt paradigme vi går ind i i forhold til Rusland,« siger Jeppe Kofod.

Og selv er han klar til tage et af de mest dramatiske skridt i diplomatiets våbenarsenal, hvis det bliver nødvendigt.

Den artikel kan du læse her.

Frederiksbergs borgmester, Michael Vindfeldt (S) fortæller, at kommunen godt kan håndtere antallet af flygtninge lige nu, men kommer der samlet set 100.000 til Danmark, bliver det en anden snak. Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Aktivistvideoer får støttepartier til at kræve et stop for at dumpe blæver

Aktivister har taget spektakulære billeder af dumpningen af blævret mudderbund i forbindelse med etableringen af den kunstige halvø Lynetteholmen, og det får nu Radikale Venstre og SF til at kræve et stop for dumpning af det såkaldte blæver. Det skriver Politiken.

Hidtil har regeringen og myndigheder henvist til miljøundersøgelser, som konkluderede, at miljøet i Køge Bugt kun ville blive kortvarigt påvirket – og at hverken danske eller svenske strande ville blive ramt af forureningen.

Alligevel lyder der kritik fra de svenske myndigheder over dumpningen. Ligesom den radikale miljøordfører, Zenia Stampe, ønsker at kigge på alternativer – også selvom det vil betyde, at Lynetteholm kommer til at koste mere. Zenia Stampe vil på sigt have stoppet dumpningen, som teknisk kaldes klapning, i hele landet.

»Vi kan ikke bare flytte de aktiviteter, vi ikke bryder os om at have i vores baghave, ud på havet. Det har sin pris for miljøet, når vi klapper i dag, og prisen for havet er blevet for høj«, siger Zenia Stampe til Politiken.

Den artikel kan du læse her.

Borgmestre ser behov for at gentænke fordeling af flygtninge

Imens ukrainske flygtninge banker på Danmarks dør, er Københavns Kommune ved at løbe tør for akutte sengepladser.

Fortsætter flygtningestrømmen, står Frederiksberg Kommune også over for en svær opgave. Kommunen skal modtage 1.500 flygtninge, hvis 100.000 ukrainere, som regeringen anslår, søger ly i det danske ørige.

»Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre. Der er ikke plads til 1.500. Jeg har ikke boliger til 1.500, som det ser ud nu,« siger Frederiksbergs borgmester, Michael Vindfeldt (S) til Berlingske, og tilføjer, at kommunen i øjeblikket huser 300 ukrainere og ikke har noget problem med at finde plads til dem.

»Det er klart, at kommer der voldsomt mange flere, må man gentænke hele systemet,« siger Michael Vindfeldt.

Det samme mener Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester, Jens-Kristian Lütken (V).

»Man kunne se på, hvordan fordelingen ellers kunne være. Om den skal være smartere,« siger Jens-Kristian Lütken (V).

Den artikel kan du læse her.

»Hvis Will Smith i bare nogle segmenter af verdensbefolkningen hyldes for den her voldshandling, kan det betyde enormt meget for komikkens fremtid,« skriver Anders Stjernholm. BRIAN SNYDER

Will Smiths lussing kan give komikken varige mén

Da Will Smith slog Chris Rock ved årets Oscar-uddeling, satte han et ældgammelt princip over styr. Nemlig at narrene er fredede. Det skal de være, hvis komikken skal være fri, sand og brugbar.

Det har Anders Stjernholm, der er journalist, komiker, podcastvært og forfatter, skrevet en kommentar om i dagens Berlingske.

»I tilfældet med Will Smiths voldelige reaktion er der dog endnu mere på spil end blot det fundamentale princip. Rocks kind har det fint nu, og Smith har undskyldt og får forhåbentlig lov at beholde sin Oscar. Men komikken som kunstform risikerer at lide varig skade, hvis ikke der trækkes en meget tydelig streg i sandet her,« skriver Anders Stjernholm og fortsætter:

»En optrædende sagde noget, og så gik en publikummer på scenen og slog ham. Med sin syngende lussing censurerede Smith Rock. Vold er censur – og censur fordummer.«

Den kommentar kan du læse her.

Kofod ser positivt på danske soldater i en ny EU-styrke

For nylig vedtog de andre EU-lande en ny sikkerhedspolitisk strategi, der blandt andet omtaler en udrykningsstyrke på op til 5.000 soldater. Det tiltag mener udenrigsminister Jeppe Kofod (S), at Danmark skal bidrage til – forudsat at danskerne siger ja til at droppe forsvarsforbeholdet. Det skriver Jyllands-Posten.

»Det vil være godt for os at træne sammen med de andre europæiske lande, så vi er klar til, hvis det måtte blive nødvendigt, at vi kan deltage i en udrykningsstyrke,« siger Jeppe Kofod til Jyllands-Posten.

Forsvarsforbeholdet har været gældende siden 1993 og betyder, at Danmark ikke deltager i EUs forsvarssamarbejde og militære operationer. Men onsdag bliver et nyt lovforslag om forsvarsforbeholdet offentliggjort. Danskerne skal stemme om det 1. juni.

Den artikel kan du læse her.

Dagens gruppemøder

Det Konservative Folkeparti holder gruppemøde på Christiansborg fra 11.30-13.00
Radikale Venstre holder gruppemøde på Christiansborg fra 11.30-13.00

Det sker i dag

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har indkaldt til pressemøde om en aftale om varmehjælp onsdag formiddag klokken 10.15.

Støtteaften for Ukraine på Experimentarium

Københavnerpremiere på teaterversionen af Musicalen 'Oh Happy Day'

Berlingske følger udviklingen i Ukraine tæt i livebloggen her.