Der udbrød stor tumult ved Rasmus Paludans besøg ved en moské i Uppsala i Sverige ved 17-tiden søndag eftermiddag.
Det skriver Expressen.se.
Rasmus Paludan var til stede for at afbrænde koraner, men mens han gjorde sig klar til det, måtte han i stedet flygte fra stedet.
Et stort antal aggressive personer løb efter Paludans bil. En person hamrede på bilruden, flere personer sprang op på taget af hans bil, og en af dem hoppede på forruden, mens han var i færd med at køre væk.
»De kom springende og forsøgte at slå igennem ruden på bilen,« siger Rasmus Paludan til avisen.
»Da det ikke virkede, kastede en mand sig over forruden på bilen, så den blev smadret,« siger Paludan.
Både svensk politi og flere videoer bekræfter episoden.

