Det er ni dage siden, Jonas Preislers far dræbte hans mor og forsøgte at tage sit eget liv så mange år efter deres første møde på Storebæltsfærgen. Følelsen af svigt over, at hverken han selv eller hans børn, hans søster eller hendes børn, var livet værd for hans far, er der ikke. Hverken i Jonas Preislers ord eller blik.
Han er nogenlunde så afklaret, som han forventede at være. Hans mor er død, men både han og hans døtre havde reelt allerede taget afsked med hende, fortæller han. Han har netop set hende i kapellet. Hun lignede sig selv i døden. Det er længe siden, hun stivnede. Hun kunne ikke bevæge sig. Der var ingen mimik. Hun kunne være blevet holdt i live i årevis med sondemad. Men det var ikke værdigt. Han har også fået lov at se sin far Ebbe Preisler i Vestre Fængsel. Han kan ikke rigtig finde ud af, hvordan hans far har det. Han er underlagt brev og besøgskontrol, og må ikke tale om sagen, og dermed heller ikke om livet.