Veterantoget på Museumsbanen Maribo-Bandholm kolliderede søndag med et gammelt, vissent træ, som var væltet over togbanen på Lolland.

Det skriver TV2 Øst.

Toget var på vej mod Maribo, da det ramte det væltede træ. Togføreren bremsede, men akkurat for sent til at undgå kollisionen, skriver mediet.

Toget kom med meget lav fart, da det ramte træet, og derfor kom ingen noget til.

Det gamle veterantog slap med lettere knubs på materiellet.

- Det er meget usædvanligt, at træerne vælter her, men træet var vissent, og det var svært at se det for togføreren, fordi der ikke var blade eller trækrone på, siger Carsten Buhl, formand for Museumsbanen Maribo Bandholm, til TV2 Øst.

Toget kunne køre videre efter omtrent en halv time. Da havde et hjælpelokomotiv været forbi med motorsave for at save træet i mindre stykker, så toget kunne fortsætte mod Maribo, skriver TV2 Øst.

Museumsbanen Maribo-Bandholm er en forening, som drives af frivillige, fremgår det af foreningens hjemmeside.

Museumsbanen råder over to damplokomotiver, fem diesellokomotiver og cirka 20 person- og godsvogne fra starten af 1900-tallet.

/ritzau/