En soldaterveteran med PTSD er torsdag blevet idømt fængsel i 11 år, fordi han for fem år siden håndterede i alt næsten 100 kilo amfetamin.

Dommen er afsagt af Københavns Byret.

Her har dommeren afvist forsvarerens ønske om, at manden i stedet dømmes til behandling.

Eksperterne i Retslægerådet har udtalt, at de ikke kan se noget alternativ til fængsel.

Denne konklusion har overlæge Henrik Steen Andersen, der er ansat ved Militærpsykiatrisk Ambulatorium, dog i en udtalelse udtrykt undren over, kommer det frem i retsmødet.

Forsvareren, advokat Christina Schønsted, anker på stedet dommen til Østre Landsret.

- Det er mig meget magtpåliggende, at han dømmes til behandling. Det vil være ganske ødelæggende for ham at komme i fængsel, siger hun i retsmødet.

Advokaten understreger, at medlemmerne af Retslægerådet ikke har mødt den 41-årige. Men det har overlæge Henrik Steen Andersen, der selv tidligere har siddet i Retslægerådet.

Den 41-årige har været udsendt som soldat til både Irak og Afghanistan. Han er blevet tilkendt førtidspension.

Retslokalet i Københavns Byret er fyldt til sidste plads med pårørende og kammerater.

Også en repræsentant fra et botilbud for veteraner på Strynø er mødt frem. Hun afgiver forklaring om mandens situation.

Den 41-årige siger selv, at han sagde ja til at håndtere kufferter med amfetamin tilbage i 2021, fordi han var ude i misbrug af kokain.

Han hentede stoffet i en firmabil fra det vinduespudserfirma, som han havde dengang.

- Det var selvmedicinering, forklarer han om kokainen.

I nogle måneder efter anholdelsen i januar var han indespærret i Vestre Fængsel. Han plages især, når det bliver aften. Så kommer angstanfaldene.

- Når det bliver mørkt, går jeg i alarmberedskab. Jeg føler, at folk står og hiver i døren og vil ind til mig, fortæller han blandt andet.

Mareridtene handler om krig. Og om han er i et militærkøretøj med sin søn, mens der er vejsidebomber i terrænet.

De seneste måneder har han i stedet for Vestre Fængsel været frihedsberøvet på et psykiatrisk hospital. Her kan han om natten tale med personale, der er uddannet til at hjælpe, siger han

Repræsentanten fra botilbuddet på Strynø, hvor den dømte tidligere har boet, er Anne-Line Ussing. Hun bliver spurgt, om den 41-årige spiller skuespil.

- Nej, det gør han ved gud ikke, siger hun.

- Han er en af de mest sensitive gutter, der har været hos os, beretter hun og problematiserer overordnet, at de PTSD-ramte veteraner kommer i fængsel.

- De her gutter er et mål for organiserede kriminelle, fordi de ved, hvordan de kan håndtere våben, og der vil konstant være nogle, som vil forsøge at rekruttere dem, siger Anne-Line Ussing i retsmødet.

RITZAU