Skal påsken tilbringes i sommerhus, er det en god idé at sætte ekstra tid af til køreturen.
I påskedagene skydes sommerhussæsonen for alvor i gang, og det betyder mere trafik til og fra større sommerhusområder rundt om i landet, oplyser Vejdirektoratet.
Her forventer man især trængsel ved sommerhusområderne langs den jyske vestkyst og i Nordsjælland. Det betyder tæt trafik på de større rejsedage på rute 11 mellem Ribe og Ringkøbing, på rute 16, Hillerødmotorvejens forlængelse, samt på rute 21 mod Sjællands Odde.
Hvis ikke turen går mod sommerhus, men måske til en påskefrokost hos familie eller venner, bør man være opmærksom på motorvejstrafikken.
Denne vil i dag hovedsagelig bevæge sig fra hovedstadsområdet mod Jylland via E20 Vestmotorvejen og Fynske motorvej, samt E45 Sønderjyske motorvej mellem grænsen og Kolding, oplyser Vejdirektoratet.
Direktoratet forventer ikke helt så megen trængsel på vejene på hjemrejsedagene, idet disse højst sandsynlig vil fordele sig over for flere dage, lyder det.
Se hvor Vejdirektoratet forventer trafik her:

Du kan holde dig orienteret om den aktuelle trafiksituation på vejene på Trafikinfo.dk.
Sporarbejde flere steder i landet
Har man planlagt en togtur i påsken, kan det også her være nødvendigt at forberede sig på længere rejsetid.
Det skyldes, at Banedanmark benytter påskeferien til at udføre sporarbejde flere steder, og det går ud over togdriften, fortæller Tony Bispeskov, informationschef i DSB, til Ritzau.
»Påskeferien er et tidspunkt, hvor vi har færre kunder, fordi mange pendlere og skolebørn ikke rejser. Derfor benytter vi ferien til at udføre sporarbejde«, siger han.
På Sjælland gælder det strækningerne Roskilde-Ringsted, Slagelse-Korsør, Holbæk-Kalundborg og Næstved-Nykøbing. I Jylland gælder det strækningerne Fredericia-Aarhus og Aarhus-Aalborg, oplyser DSB.