Opdateret

Vagt tog ven med på runde og endte med at lægge teenagere i håndjern

To drenge fik at vide, at de var anholdt, og de blev lagt i håndjern. Men politiet blev aldrig tilkaldt.

Hvad der for to teenagedrenge blot begyndte som en helt almindelig aften i sommerferien sidste år endte med en tur i håndjern - og for den enes vedkommende en tur på skadestuen.

To mænd er tiltalt i sagen for ulovligt at have frihedsberøvet drengene, og den ene af mændene er derudover anklaget for grov vold, fordi han efter anklagemyndighedens opfattelse i bil forsætligt påkørte en af drengene, mens drengen sad på sin knallert.

Begge mænd nægter sig skyldige og påstår, at de var på arbejde for et lokalt vagtfirma, og at deres håndtering af drengene var efter bogen og i øvrigt skete som led i helt almindelig vagtaktivitet på stedet.

Mændene er begge beskyttet af et navneforbud, og det er derfor indtil videre forbundet med strafansvar at viderebringe oplysninger, som afslører deres identitet.

Flankeret af deres advokater, Erbil Kaya og Torben Brøndum, sad de to tiltalte mænd tirsdag langs bordene i den ene side af Retssal G ved Retten i Holbæk, hvor sagen i denne uge behandles.

På skift satte de sig i vidneskranken for at besvare spørgsmål, først fra anklagerfuldmægtig Katrine Markøw fra Midt- og Vestsjællands Politi og dernæst fra forsvarsadvokaterne.

Den yngste af de tiltalte er 25 år. Han fortalte, at han og den anden tiltalte er kammerater, og at han var blevet bedt om at hjælpe sin ven, som arbejde som vagt.

Vennen er 26 år og bekræftede den fremstilling af sagen. Og da anklageren ville vide, om det var i orden for chefen, at man på den måde tog en ven med på arbejde, lød svaret prompte:

- Fuldstændig.

Og ikke bare var det i orden - chefen havde sågar angiveligt sagt, at kammeraten skulle have tøj på fra vagtfirmaet, så det så ud som om, han var ansat.

Der sad de så i vagtfirmaets sølvgrå Ford Fiesta på gule plader, da de angiveligt fik at vide, at der var blevet flyttet nogle hegn ved Skolen i Højby i Odsherred, som ifølge en af de tiltalte var et belastet område.

Derfor rykkede de ud til stedet, og da de ved ankomsten så to drenge køre af sted på knallert, besluttede de sig for at standse dem. Den ene af drengene standsede, og den 26-årige, der havde været ansat i vagtfirmaet i et par dage, steg ud.

Den 25-årige, som ikke var ansat og bare med for at hjælpe kammeraten, sad bag rattet i Fiestaen og fulgte efter den anden dreng.

- Bilen kører op på siden af mig og drejer ind foran mig, men det når den ikke, og den rammer mit forhjul, lød forklaringen fra den ene dreng om episoden.

Den 25-årige tiltalte fortæller, at han ikke påkørte drengen, men at drengen kørte op bag i ham.

Begge drenge, som dengang var 15-16 år gamle, blev efterfølgende lagt i håndjern af den uerfarne vagt og hans selvbestaltede medhjælper, og der gik nogle minutter, inden de blev sluppet fri. Politiet blev aldrig tilkaldt.

Drengene fik ellers ifølge deres egen forklaring at vide, at de var anholdt, og en af de tiltalte henviste ved dagens retsmøde da også til retsplejelovens bestemmelse om civil anholdelse, som begrundelse for at han handlede, som han gjorde den aften.

Torsdag skal et øjenvidne og indehaveren af vagtfirmaet afgive forklaring, inden sagen optages til dom.

Ud over krav om en fængselsstraf har anklagemyndigheden nedlagt påstand om, at de to mænd frakendes retten til at udøve vagtvirksomhed.

Dommen ventes torsdag eftermiddag.

/ritzau/