Tårnvej i Rødovre er onsdag eftermiddag spærret i begge retninger, efter at et stillads er væltet.

Det skriver Københavns Vestegns Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.

Mindst en person er kommet til skade, lyder det videre.

Afspærringen af vejen forventes at være af længere varighed, lyder det kort på tjenesten.

Stilladset stod omkring Rødovre Parkvej.

Der er tale om et større stillads, oplyser Hovedstadens Beredskab til Ekstra Bladet.

Ifølge anmeldelsen til beredskabet har stilladset ramt en bil. Det fortæller operationschef Martin Kjærsgaard til avisen.

Kort før klokken 16.30 onsdag skriver Hovedstadens Beredskab på det sociale medie X, at man nu har fået sikret stilladset i toppen.

Det næste skridt for beredskabet er at få skilt stilladset ad for at undersøge, om der er andre tilskadekomne.

Politiet opfordrer til, at man benytter andre ruter end Tårnvej.

Både politiet og beredskabet opfordrer til, at man respekterer myndighedernes afspærringer i området.

/ritzau/