På grund af væltede træer i Vendsyssel vil der ikke køre tog nord for Aalborg frem til klokken 20 søndag aften.
Det skriver Banedanmark i et opslag på det sociale medie X søndag eftermiddag.
Generelt har stormen Dave søndag forårsaget flere problemet i togtrafikken.
I en opdatering klokken cirka 15.45 skrev DSB, at der ikke kører tog mellem Fredericia og Kolding, og enkelte tog vil kun komme til Lunderskov. Det skyldes væltede træer i køreledningerne.
De enkelte togbusser, der kan skaffes, vil derfor kører mellem Lunderskov og Fredericia.
Det forventes, at der igen kan køre tog mellem Fredericia og Kolding omkring klokken 17.00.
Søndag formiddag skrev GoCollective, at et tog mellem Vejle og Struer med afgang klokken 12.02 var aflyst. I stedet blev der indsat et tog med afgang fra Vejle Station omkring klokken 12.00.
Stormen er af DMI varslet i tidsrummet fra klokken 11.00 til klokken 20.00 søndag. Der kan komme vindstød af orkanstyrke. Varslet gælder alene dele af Nordjylland.
Vejrfænomenets navn skyldes de britiske meteorologer. Stormen kommer fra nordvest og rammer det sydlige Norge og det nordlige Danmark.
/ritzau/
