Selvom der er måneder til, at verdens bedste cykelryttere skal køre i det centrale København i forbindelse med åbningen af årets Tour de France, er der allerede drama i luften.
I et brev, som B.T. er i besiddelse af, kritiserer en af projektets fremtrædende personer den måde, som sekretariatet, der arrangerer etaperne på dansk jord, arbejder på.
Brevet er skrevet af den tidligere cykelrytter Jesper Worre, der har arbejdet som konsulent og ruteansvarlig, frem til arbejdet blev taget fra ham.
»Jeg er bekymret for, hvordan det går. En dyb bekymring over, at der ikke længere er nogen ansat i sekretariatet, der har indsigt i cykling,« skriver han.
Ifølge avisen har der udspillet sig en form for magtkamp i Grand Départ-sekretariatet.
I den kamp beskrives to tidligere cykelryttere, Jesper Worre og Alex Pedersen, der sidste år gik fra at være direktør i Grand Départ Copenhagen til talsmand, som hovedpersoner.
Brevet er sendt til bestyrelsen bag Grand Départ i Danmark, og heri beskylder Worre bestyrelsen for at have behandlet den tidligere direktør dårligt, ligesom han anklager sekretariatet for at være topstyret og taler i det hele taget om spild af penge.
Ifølge B.T. var der tale om en degradering af den tidligere direktør. Selv har Alex Pedersen tidligere forklaret, at han er glad for den løsning, der er fundet.
Manglende kontakt
Frem til februar har Jesper Worre arbejdet med Tour-ruten i Danmark og har i den forbindelse blandt andet koordineret arbejdet med frivillige og myndigheder.
Efter at Alex Pedersen gik af, har Jesper Worre dog stort set ikke haft kontakt til sekretariatet, fortæller han.
Han oplever – ifølge B.T. – at han skulle samme vej som den tidligere direktør, og at opgaverne blev givet til ansatte på Københavns Rådhus.
Ida Bigum, der er udpeget som ny direktør, ser det ikke som en fyring, idet Worre var ansat som konsulent.
Hun sætter spørgsmålstegn ved, om det er trygt, at det kun er en enkelt person, der ikke er fastansat, som kender til en opgave, der er kritisk for projektet.
Du kan læse hele brevet, som Jesper Worre sendte til Grand Départ-bestyrelsen, på B.T.