»En plet på Københavns Universitets renommé«.
Sådan betegner lektor i forskningsetik ved Københavns Universitet Claus Emmeche sagen om et storstilet forskningsprojekt om parasitter i svinekød.
Projektet endte – som Berlingske kan fortælle søndag – i voldsomme beskyldninger om tvivlsom forskningspraksis og samarbejdsvanskeligheder.
Hovedvejlederen, professor Maria Vang Johansen, blev i 2019 afsat som vejleder, da hun klagede over, at Landbrug & Fødevarer, der var med til at finansiere og vejlede erhvervs-ph.d.-projektet, insisterede på at brancheorganisationens egne data skulle bruges til kortlægningen af parasitten Toxoplasma gondii.
Efterfølgende klagede hun til både universitetets ledelse og det såkaldte praksisudvalg, der tager stilling til sager om snyd og sjusk på universitetet. Begge steder blev Maria Vang Johansens klage afvist.
»Praksisudvalget lader til at have behandlet sagen meget overfladisk og ser ud til at have været helt blind for de principielle dele af sagen, hvilket undrer mig meget,« siger Claus Emmeche, der har gennemgået en del af sagens materiale.
Ikke undersøgt til bunds
Maria Vang Johansen klagede blandt andet over, at Landbrug & Fødevarers chefforsker, Lis Alban, ifølge hende havde brudt det såkaldte armslængdeprincip, der siger, at økonomiske interesser ikke må udøve pres på den uvildige forskning.
Ifølge Heine Andersen, professor emeritus i videnskabsteori og tidligere medlem af Praksisudvalget, har udvalget dog ikke undersøgt sagen til bunds.
Eksempelvis har udvalget ifølge ham slet ikke forholdt sig til, at Landbrug & Fødevarer ved at søsætte sin egen parallelle dataindsamling og efterfølgende integrere dem i ph.d.-projektet brød en underskrevet aftale.
»Dette klare aftalebrud har Praksisudvalget efter min vurdering slet ikke taget stilling til, og det er et åbenlyst svigt fra udvalgets side.«
»Dataindsamlingen udgør måske en tredjedel af hele uddannelsen, det er et stort og vigtigt arbejde at skulle lære, hvordan man tager prøver og analyserer dem. Så det forringer uddannelsen betydeligt, at den studerende ikke skal udføre dette arbejde.«
»Dertil kommer, at det er et brud på aftalen, der er indgået med bevillingsgiveren, i dette tilfælde Innovationsfonden. Fonden har givet penge til noget, som ikke bliver lavet alligevel,« siger Heine Andersen med henvisning til, at den statslige fond støttede projektet økonomisk.
Berlingske har forelagt kritikken for Praksisudvalgets nuværende formand, Mads Bryde Andersen, der ikke sad i udvalget, mens sagen blev behandlet for to år siden. Han ønsker ikke at kommentere sagen.
Kritik af ledelse
Heine Andersen og Claus Emmeche retter også skarp kritik af universitetets ledelse. Lederen af Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, Birgit Nørrung, støttede indledningsvis Maria Vang Johansens ønske om at afvise landbrugets data. Senere ændrede hun holdning:
»Det er et besynderligt forløb, og man kan næsten kun tolke det som resultat af et pres fra Landbrug & Fødevarer. Det passer desværre ind i et mønster, hvor universiteterne bliver mere og mere eftergivende over for især landbrugserhvervet,« mener Heine Andersen, der kalder sagen for »et alvorligt svigt fra ledelsens side«.
Claus Emmeche er enig:
»Som udefrakommende iagttager finder jeg det skuffende, at der ikke har været en stærkere opbakning til en kritisk forsker, der har påpeget noget højst kritisabelt og ender med at måtte ofre jobbet på den konto.«

Birgit Nørrung forklarer i en e-mail til Berlingske, at hun ganske rigtigt støttede Maria Vang Johansen tidligt i projektet.
»Maria Vang Johansen var meget negativ overfor, at disse data skulle benyttes, alene af den grund at hun hellere så, at den ph.d.-studerende skulle indsamle alle data selv, og derfor blev det aftalt, at disse ikke skulle indgå i projektet,« skriver Nørrung i en e-mail.
»Senere i projektet ønskede den ph.d.-studerende – støttet af den øvrige vejledergruppe – dog, at disse data kom til at indgå som et godt supplement til de øvrige data og analyser,« skriver Birgit Nørrung, der mener, at konflikten bunder i »samarbejdsvanskeligheder«.
Hun understreger, at det er op til den studerende selv – ikke dennes vejledere – at afgøre, hvilke data, der skal indgå i projektet.
Birgit Nørrung afviser desuden, at universitetet er blevet presset af Landbrug & Fødevarer og understreger, at hun ikke har grund til at tro, at landbrugets data ikke skulle være pålidelige.
I en e-mail til Berlingske skriver Landbrug & Fødevarer, at man slet ikke kan genkende Maria Vang Johansens fremstilling af sagen.
»Det er set fra vores side en sag, som har handlet om dårligt samarbejde, og som alle involverede er kede af,« fremgår det af e-mailen, hvor der også henvises til Praksisudvalgets afgørelse:
»Det er vores forventning, at eventuelle fremtidige undersøgelser vil nå samme resultat,« skriver Landbrug & Fødevarer.
Maria Vang Johansen endte i 2020 med at blive fyret fra universitetet efter langvarig sygdom, der – ifølge hende – udsprang af konflikten.