Opdateret

Unge ventes at tilstå at have lokket homoseksuelle i baghold

Ifølge anklageskrift udgav unge sig for at være 14-årig homoseksuel på datingapp. To ventes torsdag at tilstå.

Datingappen Grindr betegner sig selv om verdens største af sin slags rettet mod homo- og biseksuelle. (Arkivfoto). Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Personer bag en Grindr-profil, der forestillede en 14-årig dreng, lokkede sidste år flere mænd i baghold, hvor de blev udsat for vold.

Det fremgår af anklageskriftet i en sag, hvor fem unge er tiltalt.

Torsdag ventes to af de tiltalte at tilstå i Retten i Helsingør. Der er tale om en 16-årig dreng og en mand, der fyldte 18 år i april.

De skal ifølge anklageskriftet sammen med en tredje ung mand, der har tilstået sin rolle og som er blevet idømt tre et halvt års fængsel, have lokket en mand i baghold med den falske Grindr-profil.

Grindr er en datingapp, der retter sig mod især homoseksuelle mænd.

Ham, der har tilstået, agerede ifølge anklageskriftet lokkedue.

De tiltalte omringede manden og tildelte ham slag med spidse metalgenstande, der formentlig var støtteben fra en cykel.

Dele overfaldet og frihedsberøvelsen, der foregik i Fredensborg og flere andre steder i Nordsjælland, blev filmet.

Den 18-årige, der torsdag ventes at tilstå, tildelte derefter den forurettede adskillige slag på kroppen og i hovedet, mens han var iført handsker med plastikforstærkning.

Mens volden stod på, kaldte de tiltalte blandt andet den forurettede "pædofil", "lille bøssekarl" og "et klamt homosvin".

Derudover tvang de manden til at udlevere koden til sin telefon og sit dankort, hvorefter de kørte til en hæveautomat og hævede 5000 kroner, som de fordelte imellem sig.

I flere af forholdene er det nævnt som en skærpende omstændighed, at forbrydelserne skal være begået med baggrund i de tiltaltes overbevisning om de forurettedes seksualitet.

Det er ifølge anklagemyndigheden også en skærpende omstændighed, at overfaldene havde en ydmygende karakter.

I anklageskriftet er der fire andre forhold, hvor de unge mænd skal have udsat personer for vold, efter at have udgivet sig for at være en 14-årig homoseksuel dreng.

Den 18-årige, der ventes at tilstå, er tiltalt i alle forholdene, mens det er forskelligt, hvem han skal have begået forbrydelserne i forening med.

Sagen skulle egentlig være behandlet som en domsmandssag med fem tiltalte.

Men to ventes altså at tilstå torsdag. Deres sag behandles også 18. september.

Domsmandssagen mod de resterende tre bliver indledt 19. september.

Sagen er ikke den eneste af sin slags den senere tid.

8. juni blev fem personer fængslet for i flere tilfælde at have lokket personer i baghold og have udsat dem for grov vold.

De nægtede sig skyldige. De mener selv, at de agerede som pædofiljægere.

De fem er fortsat fængslet, og der er ikke rejst tiltale i sagen.

/ritzau/