Fyns Politi har torsdag anholdt to mænd på 18 og 20 år og sigtet dem for besiddelse af en militærriffel og en ladt revolver samt ammunition til begge våben.
Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Det er Fyns Politis vurdering, at de to mænd har relation til bandemiljøet i Odense.
- Det er vanvittigt, at personer i bandemiljøet har haft adgang til så farlige våben. Det er derfor meget tilfredsstillende, at vi nu har kunnet foretage anholdelse af yderligere to personer i denne sag, lyder det fra politikommissær Jesper Bæk i pressemeddelelsen.
De to våben blev beslaglagt i forbindelse med ransagning af et kælderlokale i Lærkeparken i Odense den 27. februar i år.
Ved den lejlighed blev en 29-årig mand anholdt og efterfølgende varetægtsfængslet i sagen.
Politiet beslaglagde desuden fire fyldte magasiner til militærriflen, der i øvrigt var udstyret med et optisk sigte.
De to anholdte fremstilles senere torsdag i Retten i Odense i grundlovsforhør med krav om, at de varetægtsfængsles, mens politiet efterforsker sagen.
Fyns Politi oplyser, at anklagemyndigheden vil anmode retten om at holde retsmødet for lukkede døre, da det er opfattelsen, at et offentligt retsmøde vil være skadeligt for politiets muligheder for at efterforske sagen.
De to mænd sigtes for at have fragtet og opbevaret de pågældende våben samt for besiddelse af ammunition til begge våben.
Ud over de to og den 29-årige, som allerede sidder fængslet i sagen, mistænker politiet endnu en 20-årig mand i sagen.
Det drejer sig om Ayuub Nour Ali Hassan, som 16. marts blev efterlyst internationalt af politiet med offentliggørelse af både navn og billede.
I forbindelse med efterlysningen blev Hassan knyttet til en narkosag, hvor to mænd den 5. marts blev anholdt og varetægtsfængslet. Men den unge mand er altså også mistænkt for våbenbesiddelse i sagen fra Lærkeparken.
Fyns Politi har ikke oplyst, hvorledes de anholdte stiller sig til sigtelserne mod dem.
Det vil de få lejlighed til at svare på ved torsdagens retsmøde, hvor de også vil få mulighed for at afgive forklaring.
/ritzau/