En mand fra Odense har torsdag over for en dommer tilstået, at han var med til at håndtere 122 millioner kroner, som stammede fra kriminalitet.

Efter at have erkendt sig skyldig i omfattende hvidvask er den 21-årige mand idømt fængsel i fire år og tre måneder.

Det oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet, NSK, i en pressemeddelelse.

Millionerne blev sendt til forskellige lande i Mellemøsten og Europa, da den 21-årige sammen med andre forsøgte at skjule, at pengene stammede fra lovovertrædelser.

I september blev han og 12 andre anholdt i en større aktion, hvor betjente ransagede adresser flere steder i landet.

Dengang sagde en politichef, at man havde slået til mod et familienetværk, som har ydet service til andre organiserede kriminelle.

- Jeg er tilfreds med, at vi har bremset dem i deres kriminelle foretagende, der medfører stor skade på vores samfund og undergraver vores regler, legale strukturer og normer, udtalte politiinspektør Michael Kjeldgaard.

Den dømte, Mohammad Imad Allabed, der er syrisk statsborger, er desuden udvist af Danmark. Han har fået forbud mod at rejse ind i Danmark i 12 år. Nu overvejer han, om dommen skal ankes til landsretten.

I torsdagens pressemeddelelse siger specialanklager Jacob Gents, at der er tale om alvorlig kriminalitet.

- Vi betragter den dømte som en ledende skikkelse i et større netværk, oplyser han.

I torsdagens dom har retten konfiskeret 2,1 million kroner i kontanter, som politifolk fandt under aktionen i september. Desuden er yderligere fem millioner kroner konfiskeret som udbytte ved kriminaliteten.

Fire andre personer er fortsat varetægtsfængslet i sagen, oplyser specialanklageren.

/ritzau/