En ung mand med syrisk statsborgerskab skal udvises af Danmark med indrejseforbud i seks år i en sag om grov vold.

Højesteret har mandag således valgt at stadfæste en dom fra Vestre Landsret fra marts sidste år.

Det skriver Højesteret på sin hjemmeside.

Manden blev dømt til udvisning i Vestre Landsret 11. marts sidste år for grov vold begået som 16-årig, men han valgte at anke landsrettens afgørelse om udvisning.

I forening med andre udøvede han vold mod en dengang 14-årig dreng på forskellige lokationer i Horsens begået 1. marts 2024.

Her tildelte de drengen adskillige knytnæveslag, slag med genstande, spark og tramp i hovedet og på kroppen, ligesom de hoppede ned på ham fra en bænk og brændte ham flere gange med cigaretter og en lighter.

Syreren blev også dømt for at have tvunget den forurettede til at ryge en joint og for at have frarøvet ham hans taske og halskæde.

På grund af tidligere advarsler om udvisning ved domme for voldskriminalitet valgte landsretten at fastsætte straffen til fængsel i et år og ni måneder og udvisning med indrejseforbud i seks år.

Men afgørelsen om udvisning skulle ifølge den unge mand og hans advokat, Gert Dyrn, ændres til en advarsel med begrundelsen om, at han var mindreårig på tidspunktet for voldsepisoden, og at han har en stærkere tilknytning til Danmark end Syrien.

Højesteret skulle derfor alene tage stilling til spørgsmålet om udvisning.

Manden ankom til Danmark som flygtning fra Syrien, da han var syv år.

Hans advokat har fremført, at han siden 2023 har været i et fast kæresteforhold med en dansk statsborger, at han taler dansk, og at han har afsluttet 9. klasse.

Hans forældre og søskende bor i Danmark, og han har begrænset kontakt til Syrien ud over, at hans bedsteforældre bor der.

Men det var altså ikke nok til, at han kunne undgå udvisningen.

Højesteret læner sig op ad Vestre Landsrets argumenter og lægger desuden vægt på, at han begik grov vold igen, efter at der var faldet dom i sagen i byretten.

Der forelå tilstrækkeligt med "tungtvejende grunde, som efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol kræves for at kunne udvise en udlænding for kriminalitet begået som mindreårig", skriver Højesteret i afgørelsen mandag.

Advokat Gert Dyrn kan godt forstå Højesterets dom med tanke på, at den unge syrer begik ny grov vold efter dommen i byretten.

- Men jeg synes, at den virker lidt hård set i lyset af, at knægten var mindreårig. Der plejer man at vurdere det noget anderledes. Man kan reintegrere og hjælpe ham på vej, siger han til Ritzau.

Forsvarsadvokaten havde håbet, at Højesteret ville se på, hvor alvorlige skaderne på den 14-årige egentlig var, og tage det med i afgørelsen.

- Han har fået flænger og nogle mærker, men han skulle ikke behandles for noget. Det lå i den nederste kant, men det blev bedømt som grov vold, siger advokaten.

/ritzau/