En 23-årig mand idømmes ved Retten i Glostrup en straksdom på halvandet års ubetinget fængsel for at have svindlet ældre borgere for 1,4 millioner kroner.

Det skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Den unge mand blev anholdt tirsdag og tilstod hovedparten af sigtelserne i et grundlovsforhør onsdag. Derfor kunne retten afgøre og afslutte sagen samme dag.

Bedragerierne bestod i, at han eller en anden medgerningsmand ringede til ældre og påstod at arbejde for Nets, MitID eller en bank. På den måde fik de ofrene til at udlevere hævekort og koder, så de kunne hæve penge fra dem.

I alt 11 borgere i alderen 76 år til 91 år blev svindlet. Bedragerierne skete flere steder på Sjælland.

De ældre blev primært svindlet for penge. Men en enkelt borger blev også franarret et maleri til en værdi af omkring 600.000 kroner og smykker for 300.000 kroner for at "sikre" det mod tyveri.

Flere af ofrene blev narret til at udlevere personlige oplysninger, som svindlerne kunne udnytte til at få adgang ofrenes MobilePay-konti.

Den 23-årige modtog dommen.

Specialanklager hos anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi Henrik Uhl Pedersen minder i pressemeddelelsen om, at banker ikke kan finde på at ringe kunderne op for at bede om adgangskoder.

- I alle tilfælde er ofrene blevet narret til at udlevere kort, koder eller personlige oplysninger, som har givet svindlere adgang til deres penge.

- Banken ville aldrig bede dig om dine koder, så smæk røret på, lyder det fra specialanklageren i pressemeddelelsen.

Ifølge Københavns Vestegns Politi er det normalt, at svindlerne går efter ældre medborgere og kontakter dem uopfordret.

Har man mistanke om, at man er blevet svindlet, opfordrer politikredsen til, at man kontakter sin bank og får standset alle overførsler.

/ritzau/