Politiet har natten til fredag været massivt til stede i Rødovre, efter at en mand er blevet stukket ned.

Det oplyser vagtchef Bo Nyberg Ris fra Københavns Vestegns Politi.

- Jeg kan sige, at en person er blevet overfaldet og er blevet tilføjet et knivstik, siger vagtchefen.

- Vi efterforsker bredt. Vi kan ikke helt gennemskue, hvad der er sket, tilføjer han.

Den unge mand, som beskrives som først i 20'erne, blev torsdag aften kørt på hospitalet efter knivoverfaldet, der fandt sted kort før klokken 22.

- Han er uden for livsfare, siger Bo Nyberg Ris.

Overfaldet er sket ud for Nørrekær 1 i Rødovre.

- Vi har været massivt til stede derude og har lavet tekniske undersøgelser, siger vagtchefen, som tilføjer, at politiets arbejde på stedet er afsluttet fredag morgen.

Politiet har ikke fundet gerningsvåbnet, og der er foreløbig ingen anholdte i sagen, lyder det.

RITZAU