En 21-årig mand idømmes i Vestre Landsret fængsel i et år og seks måneder for blandt andet besiddelse af overgrebsmateriale med børn samt for overfald på en fængselsbetjent med brug af en kuglepen påsat et barberblad.
Det oplyser retssekretær hos landsretten til Ritzau torsdag.
Dommen er en omgørelse af den dom, der blev afsagt ved Retten i Hjørring i januar i år. Der blev den unge mand idømt forvaring.
Manden var desuden tiltalt for røveriforsøg på en tankstation, trusler over for pædagoger på et botilbud og hærværk.
En rapport fra Retslægerådet vurderede, at manden udgjorde en nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed på grund af risiko for fremtidig kriminalitet.
Men landsretten mente ikke, at der var grundlag for at idømme ham forvaring.
Forvaring bruges kun i alvorlige sager, og når det vurderes, at det ikke er tilstrækkeligt med en tidsbestemt straf til at beskytte samfundet mod personens farlighed.
Anklagemyndigheden krævede ligesom i byretten, at den nu 21-årige Vincent Schultz Christensen, der tidligere hed William Schultz Christensen, skulle idømmes forvaring.
Vicestatsadvokat ved Landsretten i Viborg Sine Cully tager dommen til efterretning.
- Landsretten lægger særligt vægt på, at tiltalte alene er dømt en gang tidligere forud for denne sag.
- Blandt andet på den baggrund mener den ikke, at der er tilstrækkeligt grundlag for at antage, at tiltalte frembyder en sådan nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed, som kræves for, at en tiltalt kan idømmes forvaring, siger Cully.
Forsvarsadvokat Karoline Normann er tilfreds med dommen.
- Den omstændighed, at Retslægerådet anbefaler en forvaringsdom, er ikke det samme, som at domstolene træffer sådan en afgørelse. I den her sag, vurderede man, at mandens historik kombineret med det, han er fundet skyldig i, ikke i tilstrækkeligt omfang giver grundlag for en forvaringsdom.
- Det viser, at domstolene har den fornødne omsorg for, at man ikke i unødvendigt omfang giver folk en forvaringsdom, hvis ikke der er et tilstrækkeligt grundlag, siger Normann.
/ritzau/
