En ung, skrøbelig mand håndterede mange millioner kroner i kontanter som kurér i forbindelse med, at der i Københavnsområdet er blevet drevet en såkaldt undergrundsbank.

Tirsdag tilstod han over for en dommer i Københavns Byret, at han har været med til at hvidvaske 55 til 70 millioner kroner.

Forklaringen afgav han for lukkede døre, da dommeren fulgte en anmodning fra specialanklager Susanne Bitsch.

- Der er gerningsmænd på fri fod, sagde anklageren i retsmødet og fortsatte:

- Hvis der kommer noget frem her, skal det ikke ødelægge efterforskningen.

Inden pressen og tilhørere blev sendt ud af retslokalet, blev sigtelsen læst op. I den fremgår det, at den 23-årige var mistænkt for hvidvask af mere end 200 millioner kroner.

Ifølge sigtelsen modtog og afleverede den 23-årige store kontantbeløb, som stammede fra kriminalitet. Blandt andet afleverede han millioner i kontanter hos en medsigtet, der boede på Nørrebro.

Det var angiveligt en del af et hvidvask-setup, hvor hensigten var at skjule pengenes ulovlige oprindelse.

- Der er en delvis erkendelse af 55 og 70 millioner, sagde mandens forsvarer, Torben Brøndum Rasmussen, kort efter. Han beskriver ham som en slags "runner".

Anklagemyndigheden accepterede, at beløbet, som han skal dømmes for, sættes ned.

Specialanklager Susanne Bitsch nævnte i slutningen af retsmødet, at man formentlig vil gå efter fire års fængsel til den 23-årige.

Det er dog endnu ikke afklaret, om han skal have en fængselsdom eller en anden sanktion.

En mentalerklæring anbefaler, at han pålægges tilsyn eller anbringes på en institution for personer med psykisk handicap. Erklæringen skal nu ses igennem af Retslægerådet, før dommen kan afsiges.

I retsmødet refererede anklageren kort, at den 23-årige beskrives som "en skrøbelig person, der er let at påvirke".

Foruden hvidvask har han erkendt at have været i besiddelse af cirka 274 kilo hash, som blev fundet i en garage i Hvidovre i november 2025.

Den 23-årige mand var blandt seks personer, der blev varetægtsfængslet i hvidvasksagen i december 2025. I den forbindelse blev det oplyst, at de var mistænkt for at hvidvaske penge i en såkaldt undergrundsbank.

Politiet forbandt i den forbindelse også sagen til den forbudte bande Loyal To Familia (LTF). Der er ikke kommet oplysninger frem i den åbne del af tirsdagens retsmøde om, at den 23-årige skulle være knyttet til banden.

Tidligere er to andre dømt i sagen, og i november ventes yderligere to retssager.

Omkring 20 tilhørere var tirsdag formiddag mødt op for at overvære retsmødet. Dertil var flere advokater for andre sigtede i sagen.

Men retsmødets hovedperson var ikke til stede, da klokken nærmede sig 09.30. Da befandt han sig stadig i fængslet, fordi fængslet var af den overbevisning, at retsmødet var aflyst.

Cirka 40 minutter senere kom han dog ind i retslokalet - fulgt af to politibetjente.

Dertil ankom endnu en sigtet i sagen. Han så dog lidt forvirret ud, og det samme gjorde hans advokat, da denne sigtede ikke ønskede at overvære retsmødet.

Transportbetjentene kunne derfor med det samme køre ham tilbage til fængslet, mens hans advokat blev for at repræsentere hans interesser.

Dommen til den 23-årige afsiges i marts 2027. Anklageren ventes her også at komme med en påstand om udvisning.

Den 23-årige er i sagen beskyttet af et navneforbud.

RITZAU