Godmorgen og velkommen til dagens nyhedsoverblik, kære læser.

I dag skal vi blandt andet runde ventelister til operationer, der skrumper hurtigere end forventet, og en overraskende analyse om elever med ikkevestlig baggrund, der får bedre karakterer end nogensinde.

Og så skal vi, som overskriften antyder, et kort smut forbi en undersøgelse, som sundhedsplejersken har lavet på folkeskoler rundt om i landet.

Vi starter dog et helt andet sted.

De seneste dage har været et ekstraordinært grimt mareridt for beboerne i den ukrainske hovedstad, Kyiv. Natten til mandag stod russerne angiveligt bag det største droneangreb siden krigens begyndelse.

Måske er timingen ikke helt tilfældig. Det har Berlingskes ruslandskorrespondent, Emil Rottbøll, set nærmere på.

Svækket Putin holder afdæmpet »sejrsparade«

Hvert år på denne dato fejrer Rusland nemlig sejren over Nazityskland under Anden Verdenskrig, og årets sejrsparade skal nok blive til noget. Men det bliver en fejring på trods, skriver Emil Rotbøll i en analyse her til morgen.

Der er nemlig ingen sejr at fejre, påpeger han.

Årets militærparade bliver også mindre end de foregående. I seks regioner, på Krim og i 21 byer er paraderne helt aflyst.

28 byer vil stadig afholde militærparader, men de fleste steder vil paraden formentlig kun bestå af værnepligtige, siger en ruslandsforsker.

Det vidner om russisk svaghed, men på paradoksal vis kan Putin også bruge det til sin egen fordel.

Det kan du læse mere om her.

Ventelister til operationer skrumper hurtigere end ventet

Det går hurtigere end ventet med at afvikle ventelisterne til planlagte operationer på både de offentlige sygehuse og på de private hospitaler.

Det oplyser Danske Regioner ifølge Jyllands Posten.

Ifølge Danske regioner er der alene i første kvartal af 2023 blevet udført 245.300 planlagte operationer på de offentlige hospitaler.

Det er ti procent flere end i første kvartal af 2022 og betydeligt over det aftalte niveau.

Samtidig er antallet af patienter, der er henvist til operation på et privat hospital, steget med 21 procent, skriver avisen.

Du kan læse hele Jyllands-Postens artikel her.

Faglig strid kan blokere for hurtig hjælp til patienter

Patienter med kræft i bughulen må vente op til otte uger på en helt særlig behandling, der kun udføres i Aarhus.

Derfor er det »helt afgørende«, at der kommer endnu et behandlingssted, lyder kravet. Men det møder nu modstand i Region Hovedstaden.

Bestræbelserne på at finde en anden afdeling, der også kan udføre indgrebet, er kommet på dagsordenen, efter at der er opstået meget lange ventetider på op til otte uger på Aarhus Universitetshospital.

Regionen har også erkendt, at man har fejlinformeret patienter om deres muligheder for i stedet at blive behandlet i udlandet.

I dag er afdelingen i Region Midtjylland den eneste i landet, der er godkendt til at udføre behandlingen.

Det kan du læse mere om her.

Efterkommere får historisk gode karakterer

Det ser ud til, at efterkommere af ikkevestlige indvandrere klarer sig markant bedre i folkeskolen end hidtil.

Det skriver Politiken, der i dagens avis behandler en analyse fra tænketanken Kraka og rådgivningsfirmaet Deloitte.

Analysen korrigerer for elevernes socioøkonomiske baggrund og viser, at elever med ikke vestlig baggrund i 2021 fik et karaktergennemsnit, som var 0,2 højere end etnisk danske elever.

»Der har i mange år været en idé om, at ikkevestlige efterkommere ikke tager en uddannelse eller klarer sig godt i systemet. Faktum er noget helt andet, og det kan de her tal forhåbentlig være med til at åbne fleres øjne for,« siger Anders Dons, der er ceo i Deloitte.

Når der bliver korrigeret for socioøkonomiske forhold betyder det, at man sammenligner etnisk danske elever med efterkommere af ikkevestlige indvandrere, som har forældre med samme uddannelsesniveau, indkomst og beskæftigelse.

Efterkommere af ikke vestlige indvandrere får dog stadig markant dårligere karakterer, når der ikke er korrigeret for socioøkonomiske faktorer. 1,2 karakterpoint lavere.

Du kan læse hele Politikens artikel her.

Vognmænd vil »lamme Danmark«

På mandag vil danske vognmænd skabe kaos og »lamme Danmark« ved at blokere veje og motorvejstilkørsler landet over.

Det skal ifølge arrangørerne fortsætte, til skatteminister Jeppe Bruus (S) trækker et omstridt lovforslag om kilometerbaseret vejafgift for lastbiler tilbage.

Og vognmændene er ikke alene med kritikken. De bliver blandt andre støttet af brancheorganisationerne Dansk Industri og Dansk Erhverv.

Begge afviser de dog blankt, at de kan støtte aktioner, der lukker Danmark ned, og tager skarpt afstand til vognmændenes metoder.

»Vi deler fortsat den store frustration over kilometerskatten for tung transport, men det er vores opfattelse, at den skal bekæmpes lovligt og demokratisk,« siger Jesper Kronborg, branchedirektør for Dansk Erhverv Transport.

Du kan læse hele Berlingskes artikel her.

Undersøgelse dykker ned i de små klasser på Frederiksberg

De fleste børn i 0. klasse på Frederiksberg har det godt. De trives og er sunde, men når det kommer til trivslen, ligger de en lille smule lavere end lignende kommuner.

Det viser den kommunale sundhedsplejerskes årlige undersøgelse blandt eleverne, der gik i børnehaveklasse i 2021/2022, skriver lokalmediet KøbenhavnLIV.

Frederiksberg bliver stillet op mod henholdsvis alle de kommuner, der er med i undersøgelsen, og otte sammenlignelige kommuner som Allerød, Furesø og Gentofte.

14,4 procent af eleverne på Frederiksberg svarer, at de har en »lav selvvurderet skoletrivsel«, mens tallet hedder 12,4 procent for de sammenlignelige kommuner, og 11,1 procent for alle kommunerne.

Det skal dog bemærkes, at definitionen »lav« dækker over »midt imellem« og »ikke glad«. Modsat svarer 85,6 procent af børnene på Frederiksberg, at de er »meget glade« eller »glade« i skolen.

Undersøgelsen er ikke repræsentativ. Du kan læse hele KøbenhavnLivs artikel om den her.

Det sker i dag:

I dag vil manges øjne være rettet mod Rusland og dagens fejringer, men der er også andet at holde øje med. Her er et udpluk:

  • Dom. Højesteret afsiger dom i en sag anlagt af det fynske gods Brahetrolleborg mod Miljøministeriet. Det drejer sig om størrelsen af den erstatning, der skal falde i medfør af skovloven, efter at dele af godsets jord blev omfattet af Natura 2000-beskyttelse.

  • Klima. Klimarådet offentliggør en analyse, der ser på, hvad det får af betydning for elforsyningssikkerheden, når strømmen i stigende grad kommer fra vind og sol.

  • Politik. En række lovforslag bliver i dag behandlet i folketingssalen. Det gælder blandt andet initiativer mod digitale krænkelser, kompensation til naboer omkring Udrejsecenter Kærshovedgård, inflationshjælp til økonomisk udsatte børnefamilier og et forbud mod kirurgisk eller medicinsk kønsskiftebehandling af børn under 18 år.

  • Sport. I dag spilles der semifinale i mændenes Champions League i fodbold. Real Madrid tager på hjemmebane imod Manchester City.

Det var alt for dagens overblik.

Tak, fordi du læste med.

Det vigtigste om hovedstaden direkte i din indbakke

Hver fredag samler nyhedsbrevet »Metropol« de vigtigste historier om København og hovedstadsområdet – og en skarp anbefaling til din weekend.