Med nye regler for brug af coronapasset og en forkortelse af perioden, hvor en negativ test er gyldig, er behovet for test blevet markant større.
Falck begynder nu at udvide sine testydelser og vil fremover tilbyde selvtestpakker i en tid, hvor der er stigende behov for et grønt coronapas.
Selvtestpakkerne tilbydes virksomheder og institutioner som et supplement til testcentrene landet rundt. Det skriver Falck i en pressemeddelelse.
»Et coronapas er desværre ikke en garant for ikke at viderebringe smitte, derfor er kontinuerlig brug af selvtest et oplagt supplement til hurtigt og billigt at bremse smittekæder,« siger Jakob Riis, Falcks ceo, i pressemeddelelsen.
Falck er en aktiv del af testindsatsen i Danmark, og virksomheden står for at drive de nationale testcentre i flere regioner og har samtidig private testsetup på virksomheder og skoler.
Efterspørgslen på test stiger, i takt med at et bredt politisk flertal – undtagen Nye Borgerlige og Frie Grønne – ved en hastebehandling i Folketinget torsdag besluttede, at virksomheder nu kan kræve coronapas af deres ansatte.
Fra mandag den 29. november stiger antallet af steder, hvor man skal vise et gyldigt coronapas.
Det kommer til at gøre sig gældende på blandt andet statslige arbejdspladser, videregående uddannelser, liberale serviceerhverv som eksempelvis tatovører og frisører, besøgende i ældreplejen og ved arrangementer, hvor der er over 100 personer indendørs og 1.000 udendørs.
Selvtestene bliver samme type antigentest, som Falck anvender i de nationale testcentre. Dem kan virksomheder og danskerne nu købe til selvtest.
»Vi ved hvor vigtigt, det er at få bremset smittekæderne hurtigt, og derfor er selvtest et rigtig godt supplement til Coronapasset. Virksomhederne efterspørger en hurtig og billig måde at skabe tryghed for deres medarbejdere på arbejdspladsen, og mange vil gerne have mulighed for i ro og mag at kunne teste sig selv hjemme i trygge omgivelser,« siger Jakob Riis i pressemeddelelsen.