Under afhøringen talte Inger Støjberg lige ud af posen: »Som minister plukker man vel lidt i det, man synes er mest bekvemt at svare på«

»Man kan lige så godt sige det, som det er,« sagde Inger Støjberg på et tidspunkt under sin anden afhøring i Rigsretten. Og det gjorde den tidligere minister så på en dag, hvor anklager Anne Birgitte Gammeljord især borede i de ting, Inger Støjberg tidligere ikke har sagt så meget om. Reportage fra det sjette retsmøde i den historiske sag.

Dagens afhøring i Rigsretten nærmede sig sin sidste time, da Inger Støjberg tirsdag eftermiddag fandt anledning til at fortælle, hvad hun egentlig synes det asylpar, der i sin tid igangsatte hele den ballade, der nu er endt med ved domstolen.

»Jeg husker tydeligt, at vi havde et par, der anlagde sag mod Danmark, efter vi havde taget dem til os og givet dem husly i asylcentrene,« sagde Inger Støjberg, da anklagerne præsenterede hende for en fem år gammel avisartikel om netop det syriske par, der i 2016 klagede til Folketingets Ombudsmand over at skulle skilles ad som følge af den daværende udlændinge- og integrationsministers ønske.