Ved en »beklagelig fejl« dummede Vestegnens Politi sig torsdag med en uhørt fejl.
Her blev den forkerte mand efterlyst for at have kidnappet en mand i tyverne og udsat ham for vold i Rødovre.
Det skriver TV 2 Kosmopol.
Miseren startede, da Vestegnens Politi skulle dele et billede af Kevin Wegeland.
Men på danske medier og sociale platforme florerede det forkerte ansigt.
»Det er meget slemt. Personen kan føle sig stigmatiseret og stemplet i lang tid efter. Det kan godt få konsekvenser,« siger forsvarsadvokaten Erbil Kaya til TV 2 Kosmopol.
Erbil Kaya fortæller til mediet, at han ikke kan mindes en lignende sag, hvor politiet har efterlyst den forkerte person.
Vestegnens Politi har kontaktet den forkerte efterlyste og undskyldt samt vejledt ham med hensyn til erstatning, skriver TV 2 Kosmopol.
Der er ligeledes skrevet en rettelse på det sociale medie X.
»Ved en beklagelig fejl bragte vi forkerte fotos ved efterlysningen - disse er nu fjernet, og vi beder medierne gøre det samme. Efterlysningen er nu opdateret med korrekt foto. Vi beklager mange gange,« skriver de på X.