En skole på Ingerslevs Boulevard i Aarhus C blev tirsdag formiddag evakueret på grund af et muligt kemikalieudslip.

Nærmere undersøgelser har dog vist, at der var tale om et ufarligt udslip.

Formentlig har der været tale om damp fra nogle rengøringsartikler, skriver Østjyllands Politi i en opdatering på meddelelsestjenesten Politi Update.

Frederiksbjerg Skole bekræftede over for Ritzau, at skolen var evakueret.

Anmeldelsen indløb klokken 10.34 om det mulige udslip.

- Eleverne er blevet evakueret til nærliggende gymnastiksale, og vejen er blevet afspærret i begge retninger, hvormed busdriften også er blevet påvirket, skrev politiet tidligere på dagen om evakueringen.

Skoleleder Dick Douglas Glintborg oplyser til Ritzau, at skolen reagerede, fordi medarbejdere observerede noget røg eller damp i skolens kælder.

Han oplyser desuden, at alle skolens 34 klasser blev evakueret på omkring fire minutter. Han har sendt en besked ud til elevernes forældre på skolens kommunikationsplatform Aula, hvor han har oplyst, at eleverne har det godt.

Frederiksbjerg Skole er en kommunal folkeskole med 965 elever fra 0. til 9. årgang samt skolefritidsordning (SFO) med børn fra 0. til 3. årgang, skriver skolen på sin hjemmeside.

Desuden rummer bygningen en børnehave, klub, tandlæge og sundhedsplejerske.

Skolen beskæftiger cirka 60 lærere, 25 pædagoger og 20 teknisk administrative medarbejdere.

/ritzau/