Det er begrænset, hvor mange, som benytter sig af den udvidede mulighed for at blive videoafhørt i voldtægtssager.

Sådan lyder det i en evaluering af ordningen, der trådte i kraft i 2022.

Evalueringen er bestilt af Justitsministeriet.

Frem til 2022 var det i udgangspunktet forurettede under 15 år, som blev afhørt på video.

Ordningen betyder, at alle voldtægtsofre kan få tilbuddet.

Det ændrer ikke på, at et offer over 15 år stadig skal møde i retten og svare på supplerende spørgsmål.

I forbindelse med evalueringen har politiet og anklagemyndigheden identificeret, at muligheden er blevet brugt i samlet cirka 370 videoafhøringer.

Det fremgår af evalueringen, at tallet er behæftet med usikkerhed, da det ikke er muligt at udtrække tal om brugen i politiets sagsbehandlingssystem Polsas.

Alle politikredse bortset fra én har dog gjort brug af muligheden.

Ifølge Det Kriminalpræventive Råd fik politiet 1840 anmeldelser om voldtægt eller voldtægtsforsøg alene i 2023.

Bistandsadvokaternes Landsforening udtaler i evalueringen, at "ganske mange" af deres medlemmer fraråder deres klienter at bruge ordningen.

Det kan dels være på grund af advokatens holdning til videoafhøringer.

Dels fravælger nogle forurettede muligheden, når de får at vide, at den mistænkte har ret til at se videoen, inden vedkommende selv giver forklaring, lyder det.

Foreningen bakker op om ordningen, men mener, at tilbuddet bør bruges mere nuanceret.

Samtidig ser den et behov for, at de forurettede får en ensrettet vejledning om, hvad konsekvenserne af en videoafhøring er.

Den udvidede mulighed for at bruge videoafhøringer er en del af flerårsaftalen om politiet og anklagemyndighedens økonomi for 2021 til 2023.

I en orientering sendt til Folketingets Retsudvalg skriver justitsminister Peter Hummelgaard (S), at Justitsministeriet overordnet set vurderer, at ordningen fungerer efter hensigten.

Han har dog bedt Rigspolitiet og Rigsadvokaten om at drøfte med bistandsadvokaterne, om der er behov for yderligere tiltag for at sikre de forurettede en mere grundig og ensartet vejledning.

/ritzau/