Kufferten var fuld af elektronik i form af blandt andet mobiltelefoner, bærbare computere og iPads, og kursen sat mod Frankrig, da en 32-årig mand i sommeren 2024 blev stoppet i Københavns Lufthavn.
Med falske fakturaer forsøgte manden at narre myndighederne til at tro, at han havde rent mel i posen, men den gik ikke.
Onsdag er manden i Retten i Odense blevet idømt et års fængsel i sagen, hvor han har været tiltalt for hæleri og dokumentfalsk.
Ud over episoden fra Københavns Lufthavn har manden også været tiltalt for en lignende episode fra Billund Lufthavn, som fandt sted i september 2023.
Manden har desuden været tiltalt for andre forhold, som drejer sig om salg eller forsøg på salg af forskellige elektronikeffekter.
Telefonerne, computerne og alt det andet stammede ifølge anklagemyndigheden fra kreditkøb hos teleselskaber.
Køb, hvor det aldrig har været meningen, at pengene skulle betales.
Købene har derfor haft karakter af bedrageri. Det har manden imidlertid ikke været tiltalt for.
Derimod har sagen været rejst efter straffelovens bestemmelse om hæleri, idet der er tale om berigelse gennem handel med effekter, som stammer fra kriminalitet.
Retten har ud over fængselsstraffen konfiskeret et beløb på godt 37.000 kroner fra manden og konfiskeret de beslaglagte elektroniske effekter.
Retten har desuden givet manden, som ikke er dansk statsborger, en advarsel om udvisning.
/ritzau/