De alvorligste lovovertrædelser som for eksempel drab skal fremover i Grønland kunne føre til anbringelse i op til 16 år. I dag er grænsen ti år.

Regeringen fremsætter onsdag et lovforslag, som giver de grønlandske domstole mulighed for at idømme længere tidsbestemte anstaltsanbringelser.

Det oplyser Justitsministeriet tirsdag i en pressemeddelelse.

Dermed imødekommer regeringen et ønske fra den grønlandske regering, Naalakkersuitsut.

Ændringen er især møntet på de alvorligste former for personfarlig kriminalitet. Men også grov narkotikakriminalitet kan blive omfattet.

Hensigten er ikke en generel skærpelse af de foranstaltninger, som domstolene kan nå frem til, fremgår det af pressemeddelelsen.

De længere tidsbestemte anbringelser i anstalt skal anvendes i de mest alvorlige sager.

- Det har længe været et ønske fra Naalakkersuisut, udtaler justitsminister Peter Hummelgaard (S).

Han siger også, at "det er en vigtig prioritet for regeringen at udvikle det samlede justitsområde i Grønland".

Lovændringen kan træde i kraft fra 1. januar 2026.

/ritzau/