Udleveret rumæner er fængslet i sag om dræbt mand i Gudenåen
En ud af fire mænd, der er anholdt i Rumænien for et drab i Danmark, er udleveret.

En ud af fire mænd, der er anholdt i Rumænien for et drab i Danmark, er udleveret.

En 22-årig rumænsk mand, der er sigtet for drab på en mand fundet i Gudenåen, er blevet udleveret til Danmark.
I et retsmøde torsdag er han blevet varetægtsfængslet af en dommer i Viborg. Han skal foreløbig være frihedsberøvet frem til 20. oktober, oplyser TV Midtvest.
Den 22-årige er en ud af i alt fire sigtede i sagen. Alle sigtede er rumænere, og de blev tidligere på måneden alle anholdt i Rumænien. Også den afdøde, der mandag den 24. august blev fundet i Gudenåen, var rumænsk statsborger.
- Vi arbejder fortsat på at få de sidste tre udleveret og håber, det sker inden for den nærmeste fremtid, så vi selv kan få dem afhørt til sagen, siger politikommissær og efterforskningsleder Theis Thylstrup fra Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.
De tre øvrige sigtede er 25, 26 og 31 år. Politiet har tidligere oplyst, at de fire sigtede var i Danmark for at arbejde, da de ifølge politiet i slutningen af august slog den 37-årige landsmand ihjel.
Ifølge politiet foregik drabet formentlig i et sommerhus i Pramdragerparken nær den midtjyske by Fårvang, inden liget blev placeret i Gudenåen.
Mændene er sigtet for i forening at have sparket og stukket den 37-årige mand flere steder på kroppen. Skaderne var omfattende og resulterede i, at han afgik ved døden, fremgår det af sigtelsen, der tidligere er kommet frem.
Den 37-årige fik knust brystkassen samt brækket ribben, brystbenet, næsen og det ene kindben. Den afdøde blev kastet i Gudenåen, men inden da var der bundet et bilbatteri fast til liget, som derfor blev tynget ned.
Det var en forbipasserende, der fik øje på liget i vandet den 24. august og slog alarm til politiet.
Som følge af et retsmøde den 4. september blev de fire rumænske mænd internationalt efterlyst i forbindelse med sagen. De blev anholdt i Rumænien den 9. september.
RITZAU