Udleverede briter nægter sig skyldige i svindel med udbytteskat
To briter i udbyttesagen skal sidde varetægtsfængslet, frem til at byretten har afsagt dom.

To briter i udbyttesagen skal sidde varetægtsfængslet, frem til at byretten har afsagt dom.

Efter at være blevet udleveret fra De Forenede Arabiske Emirater tog de to britiske statsborgere Rajen Shah og Anupe Dhorajiwala fredag formiddag plads i Retten i Glostrup.
Her blev de fremstillet i grundlovsforhør, efter at de fredag morgen blev anholdt i Københavns Lufthavn, da de satte deres ben på dansk jord.
I flere år har de danske myndigheder forsøgt at få dem udleveret til en retssag i Retten i Glostrup, hvor de står tiltalt for at have bedraget den danske statskasse for 306 millioner kroner i uberettiget refusion med udbytteskat.
Via deres advokater nægtede de sig fredag formiddag skyldige. Men de havde ingen protest mod at blive varetægtsfængslet.
Dommeren i Retten i Glostrup har derfor varetægtsfængslet dem frem til, at byretten har afsagt en dom i sagen.
Og det er der længe til.
Retssagen indledes 2. juni, men der er afsat retsmøder helt frem til juni 2027.
I sagen er også tre amerikanere, Matthew Stein, Jerome Lhote og Luke McGee, på anklagebænken.
De er alle anklaget for bedrageri for over 1,1 milliard kroner fra 2013 til 2015. Beløbet for Rajen Shah og Anupe Dhorajiwala er mindre, da de kun er tiltalt for at have taget del i svindelnummeret fra 2013 til 2014.
Amerikanerne er alle tre i USA, men retten har afsagt en fængslingskendelse i surrogat, så de har skullet indlevere deres pas, så de ikke har kunnet rejse ud af USA, før de skal rejse til retssagen i Danmark.
Det ventes derfor, at de selv indfinder sig i rettens lokale i Glostrup 2. juni, og de vil være frie til at rejse frem og tilbage mellem USA og Danmark under den langvarige retssag, så længe de dukker op til alle retsmøderne.
Også en tredje brite - Graham McKenzie Horn - er tiltalt i sagen, men det er ikke lykkedes at få ham udleveret sammen med de to andre.
Derfor er hans sag udskilt til at kunne foregå på et senere tidspunkt.
Sagens anklager, Anders Møllmann, vil ikke kommentere, om han er på fri fod eller anholdt i udlandet.
Den største sag om svindel med udbytteskat er allerede afgjort af byretten
I december 2024 blev Sanjay Shah idømt 12 års fængsel for bedrageri for ni milliarder kroner. Han har anket til landsretten.
Trods navnesammenfaldet mellem Sanjay Shah og Rajen Shah er de ikke i familie.
Men Rajen Shah - og i øvrigt også Anupe Dhorajiwala - har arbejdet i Sanjay Shahs britiske selskab Solo Capital.
/ritzau/