Udenrigsministeren reagerer på Hamas-interview: »Dødsensfarlig ideologi«

Lars Løkke Rasmussen kalder interview med talsmand for Hamas for kynisk og selvafslørende.

Lars Løkke Rasmussen (M) i samtale med propalæstinensiske demonstranter i forbindelse med et fakkeloptog på 85-årsdagen for Krystalnatten. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) siger til TV 2, at et interview med den internationale talsmand for Hamas, Osama Hamdan, understreger, at Hamas er en »dødsensfarlig ideologi«.

Reaktionen kommer efter Hamas-lederens interview med TV 2s Mellemøstkorrespondent Rasmus Tantholdt onsdag.

I interviewet fastholder Osama Hamdan blandt andet, at Hamas' terrorangreb 7. oktober med over 1200 ofre efter hans mening var berettiget, fordi det har bragt den palæstinensiske sag på den internationale dagsorden.

 Lars Løkke har tidligere udtalt, at Danmark deler EUs forpligtelse til en varig og bæredygtig fred baseret på tostatsløsningen, og det budskab gentager han til TV 2.

»Hvis man vil have varig fred i Mellemøsten, så er man nødt til at forfølge ambitionen om en tostatsløsning. Den abonnerer Hamas ikke på, og det abonnerer Netanyahu heller ikke på. Men det er verdenssamfundet nødt til at insistere på,« siger han til TV 2. 

Krigen i Gaza har nu varet i seks måneder og har kostet mere end 30.000 palæstinensere livet.